1. Midsommerbal

Mit lange gyldenbrune hår bruser ind i mine ører og henover mine skuldrer. Ustyrligt klæber det sig til mit ansigt. Jeg fejer det bag mine ører for bedre at kunne lytte. De kommer fra bag træstammerne og kaster sig videre i den summende aftenluft. Søde sommermelodier er det, der på én gang virker fremmede og genkendelige, som har jeg hørt dem før i en fjern drøm.

Jeg er egentlig på vej ud ad skoven, da de kommer strømmende ud efter mig og kalder mig tilbage. Ser du, jeg har den her følelse af, at jeg aldrig kan blive, men altid må gå. Det er en uundgåelig kraft indeni mig, der hiver mig videre og videre og længere og længere væk fra den forbandede skov, hvorfra jeg er kommet. Men nu disse melodier får mig til at stoppe op på min færd og lytte. Af ren nysgerrighed vender jeg om og følger musikken længere ind i det dybgrønne mørke. Dermed får skoven alligevel overtalt mig til at blive, bare et øjeblik mere.

Snart kan jeg høre lattermilde stemmer, der kommer fra et gyldent lys længere forude. Der, hvor skoven åbner sig op i en lysning, mødes stemmerne med musikken i solens sidste stråler. Jeg holder mig i skyggerne bag træerne og stikker kun forsigtigt hovedet frem for at overvære dem, der mødes i lysningen ved aftenstide.

Det er syv piger. Alle er de klædt i lange kjoler, og de har de samme runde kinder i ferske farver. De hvirvler rundt i luften og kaster sig i hinandens arme, svævende over engens blomster, som strækker sig for at overvære dansen. Over pigerne hænger lanternerne i luften og kaster et gyldent lys ned over scenen. Kjolerne er store og lange, men alligevel ser de lette ud, som de svæver rundt om pigernes ben uden at strejfe jorden under dem. Kjolerne er alle i forskellige farver, der lyser op og glimter i lanternernes skær. Lavendel, lyserød og himmelblå.

Nu danser de alle rundt om én af de unge kvinder i en blågrøn kjole. Hun er mere betænksom og elegant i sine bevægelser end de andre, som om hun har danset dansen mange gange før. Det må være den ældste af de syv, tænker jeg, men hun kan ikke være meget ældre end mig selv.

Hvis ikke hun havde opdaget mig, der står i træernes skygge, ville jeg måske have betragtet hende derfra til evig tid. Jeg var som i en trance, fanget af øjeblikket.

”Hvem er du?” spørger hun, da hun får øje på mig bag træstammerne. Ligesom blomsterne er jeg blevet draget frem af synet, og nu må jeg krybe frem fra mit skjul.

”Mig?” siger jeg som det første og opdager, at jeg ikke kan sige mere. Hvad kan jeg sige? På det her tidspunkt ved jeg ikke engang selv, hvem jeg er.

”Vil du være med?” spørger én af de yngste piger. Hun kigger frem bag den unge kvinde i den blågrønne kjole. Den yngste pige har store, runde kinder, der stadig blusser livligt op efter dansen.

”Hun kan da ikke være med,” siger den næstældste pige. ”Det er kun for os søstre. Det vil ødelægge hele dansen, hvis vi bliver otte.”

”Selvfølgelig kan vi have én mere med,” siger den unge kvinde. Hendes stemme er mild og klar, og den yngste søster med de store kinder hviner af glæde, mens den næstældste søster udstøder et vredt fnys.

”Jeg-, jeg ved ikke, hvordan man danser,” siger jeg og kigger ned af mig selv og min hvide kjole, der er blevet beskidt på rejsen gennem skoven. ”Og jeg har ikke en balkjole som jeres.”

”Min storesøster kan lave dig én,” siger den yngste søster og vender sig så mod den unge kvinde i den blågrønne kjole. ”Kan du ikke?”

”Lad os se,” siger den unge kvinde. Hun går rundt om mig, mens hun betragter min krop med sine betænksomme øjne. ”Jeg tror, jeg ved, hvad der vil passe,” siger hun. Så strækker hun sin hånd op i luften, op mod solen, og et stykke af himlens orangerøde farver daler ned derfra. Igen og igen svøber det sig rundt og rundt om min krop, indtil det til sidst falder ned over mine bare ben. Det føles så blødt, at jeg ikke kan lade være med at le. ”Sådan,” siger hun. ”Så er du klar til bal.”

Kjolen er let som ingenting, og dens farver skifter mellem guld, orange, fersken og pink. Når jeg ser op, danser de syv søstre rundt om mig til musikken, og farverne fra deres kjoler blander sig ind og ud med hinanden i det sidste lys, der snart forsvinder bag trætoppene.

Da månen står bag dem, svæver de syv søstre til jorden igen, og lanternernes lys går ud.

“Hvad skal der nu ske?” spørger jeg.

”Nu skal vu hjem,” siger den yngste søster med de store kinder, ”men vi kommer igen i morgen aften!”

”Hjem? Men hvor skal jeg så tage hen?” spørger jeg.

”Har du ikke noget hjem?” Den yngste søster spiler sine øjne op.

”Nej,” siger jeg. “Den forbandede skov var mit hjem, men ikke længere. Jeg er gået hjemmefra.”

“Gået hjemmefra? Hvorfor er du det?”

Jeg trækker på skuldrene. “Det var tid til at tage afsted,” siger jeg.

Nu kniber den yngste søster sine øjenbryn sammen, som om hun ikke helt kan forstå, hvordan man kan være til uden et hjem, men hun spørger ikke mere ind til det. I stedet vender hun sig mod sin storesøster i den blågrønne kjole. ”Må hun komme med os hjem?”

”Vi må altså ikke må tage fremmede med hjem,” bryder den næstældste søster ind. Hun krydser sine arme foran sit bryst og lægger sit ansigt i misfornøjede folder.

Den unge kvinde i den blågrønne kjole kigger på mig med glimtende øjne. ”Jeg er ked af det, men du må vente på os her. Vi må være hjemme inden daggry, men vi kommer igen. Det lover vi,” siger hun. Og så siger hun farvel og skynder sine søstre ind i skoven, der er blevet sort af natten.

Nu er musikken borte, og varmen er fløjet ud ad lysningen. Kun månen holder mig ved selskab, indtil den også forsvinder ned bag horisonten i det fjerne. Jeg sidder i græsset med armene om mine knæ, når morgenduggen falder, og solen står op over bjergtoppene. Jeg tænker mange gange på at gå videre på min vej ud ad skoven, men jeg kan ikke få mig selv til det. Jeg er bange for, at lysningen vil forsvinde, hvis jeg går fra den. Som en drøm, jeg ikke kan få tilbage, når jeg først er vågnet.

Jeg venter og venter, indtil jeg begynder at tro, at de måske har efterladt mig der for evigt og aldrig vil komme tilbage. Men da solen igen står på hæld, hører jeg deres stemmer gennem skoven. Snart dukker de op i lysningen igen, klædt i deres farverige kjoler. De glimter i lyset fra lanternerne, der tager til i styrke, som søstrene nærmer sig. Nu vender blomsterne deres hoveder mod dem, der kommer valsende ind over engen, allerede i dans til melodierne, der strømmer ud fra skoven.

Den unge kvinde i den blågrønne kjole vender sig imod mig og rækker sin hånd ud.

”Jeg kan ikke svæve over jorden som jer,” siger jeg. ”Jeg kommer til at ødelægge blomsterne.”

”Jeg holder dig oppe,” siger hun, og så løfter hun mig op i sine arme. Den aftenrøde kjole svæver omkring mine bare ben, mens jeg holder mine hænder om den unge kvinde, der danser, som er vi lette som fjer. Selv blomsterne vender sig efter os og folder sig ud i længsel efter synet.

”Du må ikke efterlade mig alene i nat,” hvisker jeg til hende, da solens stråler er forsvundet bag bjergene, og stjernerne kigger frem fra mørket. “Jeg kan ikke vente en dag mere. Jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at tage afsted.”

”Hvorfor kan du ikke blive?” Hun svæver ned til jorden, og hendes arme slipper mit liv.

“Hvis jeg bliver, får vi aldrig mere ud af livet end det her.”

“Jeg forstår det ikke… Hvorfor er det ikke nok for dig?” spørger hun.

“Tænker du aldrig på, hvad der er derude? At der må være noget mere end bare det her? Jeg vil ud at se, hvad der er på den anden side af skoven. Og du er jo ung, ligesom mig. Vi-, vi kunne rejse sammen,” siger jeg, men hun ryster på hovedet.

”Skoven er mit hjem. Det er her, jeg hører til.”

“Men hvis du aldrig har været andre steder end her, hvordan kan du så vide det?”

“Mine søstre er her, og jeg hører til hos dem. Vent på os, bare en enkel nat mere. Jeg beder dig.” Hendes mørke øjne fyldes med vand, og de glimter så smukt i lanternernes lys, at jeg ikke kan lade være med at nikke. Jeg må se hende igen.

Når morgenlyset viser sig på himlen, er de syv søstre igen borte, og jeg er efterladt som før. En tyk dis hænger sig henover skoven og forstyrrer mit kig til himlen. Jeg er helt alene, ikke engang solen holder mig ved selskab. Skoven lukker sig mere og mere omkring mig, som er jeg spærret inde for altid. Jeg lukker øjnene og tænker: Det må være sådan her, det føles at dø.

Netop som jeg tænker, at jeg ikke kan vente et øjeblik længere, og at jeg nu bliver nødt til at gå videre, lyder de søde sommermelodier endnu engang fra skoven, og varmen stryger ind i lysningen sammen med søstrene.

Den unge kvinde i den blågrønne kjole tager mine hænder. Hun fører mig med op til dans, og jeg følger med. Vi danser, til natten står skrevet på himlen i funklende stjerner. Når fuldmånen er ret over os, kysser hun mig på øjenlågene og på læberne. Lige i det øjeblik er vi som forbundne, som én. Jeg ønsker inderligt, at det vil vare for evigt. Netop som jeg har tænkt tanken, bliver jeg bange.

Jeg tager mine hænder til mig og dumper ned på blomsterengen. Den unge kvinde i den blågrønne kjole kigger ned på mig. “Jeg bliver nødt til at gå nu,” siger jeg til hende. Hun lander forsigtigt mellem blomsterne, og fra hendes øjne triller fortryllede tårer. Jeg vender mig væk, mod bjergene i det fjerne, hvis toppe er badet i et stjernelys, der snart dør hen. “Jeg kan ikke blive her for evigt. Der er så meget, jeg ikke har set endnu.”

“Bare bliv en enkel nat mere,” beder hun. “For min skyld.” Nu er stjernerne forsvundet fra himlen, og det blege morgenlys kryber ind over os. En frisk vind blæser rytmisk omkring i lysningen og får træernes blade til at sitre ved tanken om, at de kan beholde mig endnu en nat.

“Hvis jeg venter bare én dag mere, så dør jeg,” siger jeg. Det er måske ikke helt rigtigt, men det er virkelig sådan det føles. “Jeg bliver nødt til at gå nu, før det er for sent.” Månen hænger lavt over os, og lanternerne slukker langsomt deres lys og daler ned fra himlen.

“Kom tilbage, når du er færdig med din rejse. Vi vil stadig være her ved aftenstide,” lyver hun. Min kjole stryger sig om blomsterhovederne, da jeg går hen til den vej, hvorfra jeg var kommet. Vejen ud ad skoven.

Siden dengang er jeg vendt tilbage til lysningen mange gange. Jeg troede, den ville være svær at finde igen, men der hænger stadig et varmt lys over blomsterengen, som jeg genkender. Jeg har ventet her i lange nætter og dage på de syv søstre, men de er aldrig vendt tilbage. Måske de alligevel fandt noget, de også måtte videre til. Måske var det bare mig, der var kommet tilbage for sent.

Kirsebærrene

Da sommeren endnu er ung, finder jeg en frugthave, der ligger gemt væk midt inde i skoven. Bag brændenælderne, der er skudt op, står frugttræerne og bærbuskene. Der må engang have været nogen, der har elsket haven højt, for alting står i sirlige rækker, der med tiden er blevet brudt af bevoksningen fra skoven. Nu er der ingen. Den er helt forladt.

Æblerne er stadig små og grønne, pærerne er sure, og nøddetræerne har endnu kun hvide blomster på grenene. Under de stikkende tidsler dukker der små skovjordbær op fra undergrunden, men ingen af dem har endnu fået deres søde, parfumerede smag. Men længst inde, helt nede i bunden af frugthaven, får jeg øje på et stort kirsebærtræ. Dets bær er store og røde, og de hænger i dovne stængler fra træets sorte grene.

Jeg kigger mig om i haven, før jeg rækker hånden op og plukker et bær. En velkendt smag fylder min mund. Hvornår har jeg sidst har fået kirsebær? tænker jeg. Faktisk har jeg svært ved at huske, hvornår jeg sidst har fået noget at spise overhovedet. Derfor rækker jeg hånden op igen og plukker en håndfuld mere. Jeg spiser dem alle og flere til, mens jeg mærker, hvordan de mætter den sult, der har naget mig så længe.

”Og hvem er så du, der spiser af bærrene på mit kirsebærtræ?” siger en stemme pludselig, og jeg mister mit greb om en af grenene af bare overraskelse. Den svirper op, og kirsebær falder til jorden. Det er en ældre kvinde med lysende stærke øjne, der pludselig er dukket op midt inde i haven. Hun har engang været smuk, kan jeg se, men nu har alderdommen gjort hendes ansigt indsunket, og hendes ryg krum.

”Undskyld! Jeg-, jeg vidste ikke, det var nogens have. Den så så gammel ud. Jeg troede, den var forladt.”

”Bare fordi noget er gammelt, betyder det ikke, at det er forladt,” siger hun med en stemme, man ikke kan sige imod. ”Du må hellere komme med mig. Du kommer til at få en værre mavepine snart med alle de kirsebær, du har spist.” Den gamle kvinde vender sig om og træder så ind i en dør midt i haven. I al den tid jeg har været her, har jeg slet ikke lagt mærke til, at der er et hus lige midt i frugthaven. Så overgroet af slyngplanter, efeu og vedbend er det. Men bag bevoksningen kan jeg nu ane det lille, hvide hus med en lav dør og et enkelt vindue, der reflekterer sommersolens lys. Jeg skynder mig at spytte kirsebærstenene ud af min mund og følger med.

Dørens åbning er lille, og jeg må bukke mig ned for at træde ind. Indenfor er alle møblerne gamle, som er de fra en anden tid. Der lyder dæmpede host fra et værelse bagerst i rummet, hvor døren er lukket. En lille ild varmer en mørkerød drik over karminen, der sender en sød lugt ud i alle de kalkhvide vægge.

“Sig mig, hvordan er det dog, du ser ud, mit barn? Nå, det må vi ordne senere. Sæt dig nu ned engang. Jeg er tilbage lige om lidt.” Kvinden skænker et glas op ad den røde saft ved kaminen, og hun tager det med ind i værelset og lukker døren efter sig. Snart ophører hosten derindefra, og når hun kommer ud igen, er glasset tomt.

“Hvad er der derinde?” spørger jeg. “Og hvad er det for en drik, du har over kedlen?”

“Vær nu ikke så nysgerrig. Så, sæt dig nu ned, så får du også et glas.” Hun rører rundt i kedlen og skænker endnu et glas af den tykke, dybrøde væske.

”Her. Du kan godt drikke det. Det er kirsebærvin,” siger kvinden og rækker mig glasset. ”Drik det. Så vil du få det bedre.”

“Jeg er ikke tørstig.”

“Drik nu.” Hun tager glasset op og lægger det ved mine læber. Så hælder hun langsomt den varme saft ind i min mund og holder pause, når jeg skal sluge. Hun sætter først glasset væk, når jeg har drukket det hele.

“Det var godt,” siger hun og sætter sig endelig ned overfor mig. “Så skal du nok få det bedre igen i en fart. Sig mig nu, hvad er dit navn, mit barn?”

“Mit navn?” siger jeg, og min mund krymper sig sammen af kirsebærvinens sødme. “Jeg har ikke fundet ud af det endnu.”

“Et navn er ikke noget, man finder, det er noget, man får. Her: Juni. Det skal være dit navn, for det var den måned, du først ankom til os her i kirsebærhaven,” siger hun og ser tilfreds ud.

”Hvor gammel er den egentlig? Kirsebærhaven?” spørger jeg.

”Den er meget gammel. I hvert fald over 100 år, vil jeg tro. Haven og huset her er gået i arv fra mor til mor og nu til mig.”

“Har du så altid boet her?” spørger jeg.

“Ja. Det er jo mit hjem,” siger hun og smiler. “Så, tag nu det kluns af, så vi kan få dig vasket.” Hun skubber en stor balje hen foran ilden og fylder vand i fra en gryde. ”Kom bare, vandet er varmt,” siger hun. Jeg tager min kjole af, folder den nænsomt og lægger den på bænken. Kvinden holder om min hånd, mens jeg står ned i det varme vand. Hendes hænders hud er blød og rynket, men knoglerne stærke. Så vasker hun min ryg og mit hår med en sæbe, hvis lugt river i næseborrene. Hun tørrer mit hår med et klæde og lader det falde ned over mine bare skuldre. ”Sådan. Nu er du som ny igen.” Hendes øjne skinner.

Udenfor er skumringen snart på vej. Den kryber ind fra skoven rundt om os.

”Jeg må nok snart af sted,” siger jeg fra baljen, hvis vand er blevet koldt.

”Bliv her lidt endnu, mit Juni-barn,” siger kvinden, mens hun hjælper mig op ad baljen og vikler et tæppe om mig. Så tager hun en børste og begynder at redde mit filtredede hår med hårde tag, så børsterne stryger på min hud. Når hun har børstet hele håret igennem, fletter hun det i én lang fletning og binder det med et elastik, hun finder i en skuffe. Hun rækker mig en forvasket bomuldskjole med blonder langs sømmene. ”Du må blive her i nat. De kirsebær, du har spist, kommer snart op igen.” Det er rigtigt, hvad hun siger, tænker jeg, mens hun hjælper mig i kjolen. Min mave gør ondt bare ved tanken om at skulle ud i tusmørket. Ondt som hjemve.

”Drik noget mere, så får du det bedre,” siger kvinden og fylder mit glas op igen.

Da skoven er blevet sort udenfor, reder kvinden op på den lille køkkenbænk.

“Du kan blive lige så længe, du vil,” siger kvinden og lægger tæppet henover mig. Nu ser hendes øjne unge og smukke ud, som de sidder lige der, henover rynkerne, der stråler ud fra øjenkrogene. “Godnat,” siger hun og kysser mig på panden. Hun lægger sig i den lille seng ved siden af karminen.

Der er varmt og tørt i huset, men jeg kan ikke sove. Hvad end det er, der hoster inde ved siden af, så virker det til, at det vil fortsætte hele natten. Snart snorker kvinden, men ikke jeg. Min mave stikker og vender sig uroligt, indtil jeg sværger, at jeg hellere vil brække mig. Jeg forbliver vågen i sengen, indtil nysgerrigheden til sidst får mig overtalt, og jeg lister mig gennem køkkenet, forbi kvinden og ind på det lille værelse.

Der ligger kun en skikkelse i sengen, der er endnu mindre end kvinden. Så lille, at jeg næsten ikke kan fornemme hendes krop under den store dyne. Ved sengebordet står flere halvtomme glas med den røde kirsebærvin op ad siderne, og den søde lugt hænger i væggene sammen med en anden, fæl lugt. Lugten af råd. Ansigtet på den gamle i sengen er hvidt som sengetøjet, og hendes øjne er åbne. Jeg kan se dem i skæret fra måneskinnet, der står ind ad det lille vindue i værelset. Hendes ansigt hænger slapt ned mod puden, så jeg nærmest ikke ser hendes læber bevæge sig, når hun pludselig siger noget til mig, jeg ikke kan høre.

Jeg går over mod den taburet, der står ved siden af sengegærdet, og skikkelsens øjne følger mine bevægelser, når jeg sætter mig hos hende. ”Vinen,” hvisker den gamle hæst, når jeg læner mit øre mod hendes mund. Jeg tager et af de halvfyldte glas ved sengebordet og lægger det mod hendes læber. Kirsebærvinen løber ud over hendes mund og ned ad hendes hals, mens hun drikker. Den følger de lange folder i hendes hud, før den farver pudebetrækket under hendes hoved rødt.

”Det er godt, du er her,” siger hun, når jeg stiller glasset væk igen. Hendes stemme er klarere nu, men stadig lav. ”Min datter har brug for nogen, der kan passe på hende, når jeg er væk. Du holder hende ung.”

“Er du hendes mor?” spørger jeg.

“Ja,” siger hun. “Lidt endnu.”

”Jeg kan altså ikke blive her,” siger jeg. ”Jeg er her bare til, jeg har fået det bedre i morgen.” Jeg tror ikke, hun har hørt det, for den gamles øjne er lukkede.

”Du må passe på hende, ligesom hun har passet på dig. I passer på hinanden nu,” siger hun så og slikker det sidste røde saft om munden.

”Jeg kan ikke passe på nogen.”

”Det lærer du nok, som du bliver ældre,” siger den gamle og hoster, så den røde saft står ud over det hvide sengebetræk. ”Alle har brug for nogen, der passer på dem.”

”Ikke mig,” siger jeg. ”Jeg passer på mig selv. Det har jeg altid gjort.”

Den gamle ryster svagt på hovedet. ”Selvfølgelig har du ikke det. Du er ikke halvt så selvstændig, som du tror. I unge, I tror altid, I kan gøre alting alene. Men sig mig nu: Hvis du ikke har brug for nogen, der passer på dig, hvorfor er du så kommet her til vores kirsebærhave?” Hun kigger på mig med skinnende øjne. “Det tænkte jeg nok,” siger hun og lukker sine øjne i igen. Ikke længe efter skiller hendes læber sig som i søvnen, så jeg rejser mig og lister tilbage mod døren, lydløst, så hun ikke skal vågne.

”Før du ved af det, får du brug for nogen igen,” lyder det fra dødslejet. Den gamle taler højere nu, så hun er sikker på, at jeg kan høre det. ”Mærk dig mine ord,” lyder det, da jeg forsvinder ud ad dørkarmen.

Jeg lister forbi kvinden, der stadig ligger snorkende i sengen ved kaminen. Noget får mig til at stoppe op og lægge mere brænde på ilden, så den igen blusser op og varmer ud i værelset. Selvom kvinden ikke er kold, lægger jeg hendes tæppe op under hendes hage. Hendes øjenlåg glinser i varmen fra ilden, og jeg sniger mig til at kysse hende på panden, blidt, så hun ikke vågner.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg gør det. Øjeblikket efter forlader jeg hende som en tyv i natten. Jeg kigger mig kun tilbage, halvvejs gennem værelset, når jeg opdager, at kvinden ikke længere snorker.

“Og hvor er du så på vej hen her i ly af nattens mulm og mørke? Du må da ikke gå, mit barn,” siger hun og sætter sig op i sengen. “Bliv her lidt endnu, og lad mig passe på dig, bare til du er blevet lidt ældre.”

“Jeg gider ikke blive ældre. Jeg vil altid være ung.”

Hendes hoved falder blidt til siden. “Lad nu mig passe på dig, mit lille Juni-barn, ellers visner jeg hen. Jeg har brug for dig til at holde mig ung. Bliv nu her hos mig.” Hendes øjne skinner igen som solen.

“Undskyld,” siger jeg. “Men jeg kan ikke hjælpe dig.”

“Drik noget mere vin, mit barn. Kom nu, det vil få dig på andre tanker.”

“Nej!” råber jeg, og det overrasker os begge. “Jeg vil ikke have mere vin.” Kvinden sidder et øjeblik, mens lyset langsomt forsvinder fra hendes øjne. Hun lægger sig ned i sengen igen, og hovedet dumper ned på puden. Sådan ligger hun, helt stille, så hun kan høre, hvordan jeg forlader hende, ud ad den lille dør og ind i det disede daggry.

Min mave havde gjort indvendinger allerede om aftenen, da jeg sad hos kvinden, men nu begynder den at gøre alvorlig ondt, og jeg bliver dårligere og dårligere, jo længere væk jeg kommer fra frugthaven.

Bag mig efterlader jeg et spor at rødklistreret bræk, der nu lægger op ad de sorte træer og hen ad stierne i skoven. Da jeg endelig finder et vandløb, vasker jeg min mund igen og igen, men jeg kan aldrig få den sødlige smag af fermenterede kirsebær ud ad munden, lige meget hvor meget jeg prøver. Den hænger ved mig som en skæbne, jeg aldrig kan undslippe.

Modertræet

Min kjole svøber sig til min hud, når jeg går det allersidste stykke af vejen ud ad skoven. Luften er varm og fugtig, og solens stråler leger i trækronerne, der langsomt åbner sig, jo tættere jeg kommer på enden. Snart kan jeg skimte mere og mere af den klare, blå himmel. Jeg ved, jeg er tæt på, når skaderne begynder deres advarsler fra de nyudsprungne poppelgrene. Som om de kan få mig til at blive.

Når jeg netop kan skimte lyset på den anden side, møder jeg skovens sidste vogter. Det er et stort egetræ med arme, der strækker sig langt op i den åbne himmel. Dets stamme kaster skygge på resten af min vej og mig. Flere steder er træets grene knækket af på grund af deres vægt, og træets stamme er efterladt med store gabende ar. Arvævet er helt glat. Det føles nærmest nyt, når jeg rør det.

Det er dér, jeg får ideen til at skære noget ind i træets bark, før jeg går videre. Noget, der gør, at jeg vil blive husket, nu når jeg aldrig skal vende tilbage til skoven igen. Så jeg finder en sten ved træets fod, der vil være skarp nok til at skære ind i den gamle og krakelerede bark. Jeg skær i træet så fint, som jeg kan: ”Jeg er her.”

Harpiksen løber ned af stammen fra det sted, hvor jeg har skåret den op. Jeg tager først en dyb indånding og træder så om bag træet og ind i lyset, hvor de åbne vidder kalder mig ud.

Det øde land strækker sig så langt, at mit syn bliver sløret. Jeg kan kun lige ane en horisontlinje langt, langt borte. Inden den ligger marker på marker i fuldt flor med korn, majs og valmuer, og lige henover dem skyller solbølgerne ned fra den mægtige himmel. Jeg må støtte mig til det store træs stamme for ikke at vælte omkuld af bare synet.

Jeg sætter mig langsomt ned under træet for at afveje, hvilken vej jeg skal gå, men jeg kan ingenting se herfra. Så jeg rejser mig igen, mens jeg holder godt fast i egetræets arme og kravler så op, indtil jeg når et nogenlunde plant sted i midten af træet. Der er en lille fordybning, hvor jeg kan sidde med ryggen mod en af de store grene. Fra træets vugge kan jeg se endnu længere ud over markerne. De strækker sig mod et fjernt bjerg i horisonten. Men der er ingen huse og ingen byer. I hvert fald ikke som jeg kan se.

Stadig bliver jeg siddende, undrende over, hvilken vej jeg dog skal tage derfra. Grenene fra træet peger ud i alle retninger, men der er ingen stier gennem markerne. Bjerget er det eneste, der tør bryde med den åbne himmels dominans. Måske vil jeg kunne se det hele klarere deroppefra? tænker jeg, og egetræets blade nynner sagte i en brise, der stryger forbi. Jeg lukker mine øjne, bare for lille et øjeblik, og giver mig hen til søvnen. Jeg drømmer, at jeg går ud gennem markerne, men jeg ender ingen steder. Jeg fortsætter blot gennem valmuerne, der stryger sig mellem mine ben, men i det mindste er jeg på vej.

Når jeg vågner, har himlen fået en dyb farve af seneftermiddag. Min krop føles stiv og øm. Hvor længe har jeg sovet? tænker jeg og spejder efter solen på himlen. Det er, når jeg vil rejse mig, at jeg opdager, at jeg ikke kan komme op. Fordybningen i træet er vokset henover mine skuldre og holder mig nu fast. ”Lad mig gå,” siger jeg til egetræet, men det giver ikke slip, uanset hvor meget jeg prøver at slippe fri af dets tag.

Skaderne i trætoppene ler af mig og ser blot til, mens jeg forsøger at vriste mig fra den krybbe, træet holder mig fanget i. Jeg kan ikke bebrejde dem. De havde trods alt forsøgt at advare mig, da jeg kom. De sidder i træerne, der vokser rundt om det store egetræ, men ikke på selve træet, selvom de til tider flyver lige henover. Måske ved de bedre end jeg, hvad der sker med dem, der vover at læne sig mod dens store stamme.

Til sidst, når solen går ned henover valmuemarkernes blomster, er jeg så udmattet efter min kamp, at jeg ikke længere kan holde mine øjne åbne. Jeg falder i søvn og drømmer igen, at jeg går videre fra skoven. Denne gang tager jeg en anden vej ind mellem hvedeaksene, men jeg kommer stadig ingen steder hen. Der er ingen ende på min vej. Når jeg vågner, er det med et chok. Egetræets bark er vokset videre, ind over min krop, så det kun er mine arme og ben, jeg endnu kan bevæge frit. Træets krone synes også at være vokset, og jeg kan ikke længere se himlen for bare grene.

For hver gang jeg falder i søvn, har den taget et lille stykke mere af min krop ind til sig, indtil jeg til sidst ikke kan bevæge mit ansigt, mine ben eller mine arme. De sidder blot ud fra egetræets bark. Jeg gør alt for ikke at falde ind i de endeløse drømme, men lige meget hjælper det. Det ender altid med, at jeg vågner op, og egetræet har taget endnu mere af mig. Alt imens vokser trækronen sig større og større og lukker langsomt for mit syn til lyset, indtil jeg er helt henlagt i dens skygge.

Til sidst er det for sent, og træet opsluger også mit blik og min stemme, så jeg ikke længere kan se eller råbe efter hjælp. Pludselig bliver jeg vækket ved, at jeg falder. Træet har opslugt mig helt, og jeg lander fortumlet inde i et lille hulrum i træets kerne. Jeg kigger op for at finde hullet, jeg er faldet ned i, men der er intet at se. Kun mørke.

Jeg mærker rundt med mine fingerspidser for at finde noget, hvad som helst, der kan få mig ud derfra. Indefra er træet glat og fint med undtagelse af de steder, hvor grenene engang for længe siden er knækket af. Der kan jeg mærke arvævet som en lille forhøjning i træets indre. Jeg føler mig rundt i mørket, indtil jeg kan mærke det: “Jeg er her,” står der, spejlvendt.

Først der kommer jeg i tanker om den sten, der stadig ligger i min lomme. Nu hvor jeg kan bevæge mine arme frit, sætter jeg stenen i e’et i ordet “er” og begynder at bore den ind. Det nye arvæv er meget lettere at skære i end den gamle bark, men det tager alligevel lang tid at kradse træet ud med den lille sten. Måske endda flere dage. Jeg skærer og skærer, og harpiksen vælter ud over mine fingre. Jeg slikker den grådigt af, men den stiller ikke min sult.

Til sidst lykkes det mig endelig at lave et hul, der går hele vejen ud gennem træets bark, og en enkel solståle finder vej ind til mig. Jeg borer stenen ind i hullet igen, indtil hullet er så stort, at jeg kan sætte mit øje på og kigge ud. Men der er ingen udenfor, der kan hjælpe mig. Jeg håber sådan, nogen ville komme forbi, hvem som helst, men ingen kommer. Jeg er alene.

På et tidspunkt, jeg ved ikke hvornår, hører jeg et kald udefra træet. Det er en af skaderne, der kigger ind til til mig fra hullet i træet.

”Få mig ud herfra,” siger jeg. ”Vil du ikke nok?” Det er dér, jeg opdager, at der i dens gule næb sidder en skinnende mønt. Jeg rækker min ene hånd hen til hullet.

Skaden betragter min håndflade i et øjeblik og lægger så mønten, så den falder gennem hullet og ind på min håndflade. Snart er skaden videre med sine baksende vinger, ude i det fri. Jeg vender mønten flere gange i hånden og tager den op i lyset, så jeg kan se den. Måske kan jeg betale træet for at give slip på mig, tænker jeg. Måske vil mønten ville tage mig om på den anden side. Men træet er stille. Ikke en kende giver det sig.

Efter nogen tid begynder skaden at komme med æg, som den triller ned til mig fra hullet. Det er stjålne æg fra ænder og andre fugle, men jeg spiser dem glubsk og slikker de tomme æggeskaller for hviden. Snart begynder den at komme med andre ting også, armbåndsure og skinnende smykker. Da ved jeg, at der må være en by tæt på, måske et sted om bag markerne eller om bag bjerget.

Jeg vender de skinnende skatte i mine hænder og lægger dem alle i midten af træet. Men træet vil ikke tage imod noget af det. Intet vil lade det slippe mig fri, og hullet bliver mindre og mindre, for hver gang jeg døser hen i drømmene og vågner med et sæt. Nogle gange sværger jeg, at der også er blevet mindre plads i hulrummet, som om træet lukker sig mere og mere om mig. Jeg borer stenen ind i hullet, hver gang jeg vågner, men lige så snart, som jeg er begyndt, bliver jeg træt og falder i søvn i træets favn igen.

Til sidst bliver hullet så lille, at skaden ikke længere kan trille de stjålne æg ind på min håndflade. Den fortsætter med at skubbe sine småmønter ind til mig, indtil de heller ikke komme derind. Hullet er lukket.

Nu er jeg helt alene. Der er ingen, der kan hjælpe mig ud længere. Hvis bare jeg var fortsat med at gå i stedet for at stoppe op, tænker jeg. I stedet er jeg her, lukket inde i min egen ubeslutsomhed. Nu sover jeg drømmeløst, og tiden står stille. Selv træet er stoppet med at gro. Det havde nået sin ypperste form med mig som fange.

Det er der, i mørket, at jeg pludselig hører lyde et sted udenfor træet. De kommer, højere og højere, bragende ind i træets stamme og videre til mit øre, som jeg læner ind til træets hinde. Når det begynder at runge i jorden under mig, forstår jeg, at det må være en sommerstorm, der er på vej ind over os. Selv skaderne udenfor råber op og flyver væk.

Træet knirker og gynger i jorden. Jeg håber inderligt, at stormen vil vælte træet, men dets rødder er for stærke eller for stædige. Uanset hvad, er træet urokkeligt.

Den rungende fornemmelse i jorden bliver efterfulgt af et højt brag, der synes at være lige over os. Lynene kan ikke være langt væk, så jeg skynder mig at samle alle de skatte, skaden har givet mig, og jeg holder dem op i luften med begge mine arme og lukker mine øjne.

“Undskyld,” siger jeg. “Jeg er så ked af det. Jeg er så ked af det.” Jeg siger det igen og igen.

Når lynet slår ned i træet, bliver jeg først klemt sammen og så, med et stort brag, er jeg fri. Træet splintrer midt over som et åbent sår, og en brand går igang i træets sprængte stykker.

Lynet spiller på himlen over mig, og jeg løber så hurtigt, jeg kan få mine ben igang. Løber gennem regnen og ud i markerne, mod den sorte bjergskikkelse i det fjerne. For mine øre er en ringen, og jeg falder igen og igen, ude af stand til at styre min balance.

Først når jeg ikke kan løbe mere, stopper jeg op og vover at se tilbage på det store egetræ. Flammerne farver trækronen rød i natten. Bladene daler mod jorden og lander som aske.

Ødemarksbjerget

Bjerget rejser sig højere og højere, og skyggerne lægger sig om det og forsvinder igen med dagen. Om natten ser jeg lys på toppen. Det er koldt og klart som stjernerne. Om dagen skyller regnskyer henover himlen, kun afbrudt af solens små glimt mellem dets dække. Våde aks stryger om mig, som jeg går gennem marker og engdrag, ude af stand til at finde hverken ly for sommerregnen og eller skygge for den skarpe sol.

Endelig kommer jeg til det sted, hvor bjerget foran mig fylder næsten hele mit synsfelt. Dér ser jeg nogen ligge og sove under et af de få træer, der markerer skillelinjen mellem to marker. Fasttømret til træet står deres hest og drikker vand fra en bæk, der flyder fra bjerget gennem landskabet. Personens arme er henslængt under hovedet, og sort, bølgende hår danner ramme om ansigtet. Og hvilket ansigt! Bløde linjer markerer læberne, og fregnerne spreder sig fra næseryggen og udvider sig henover de solbrune kinder.

Jeg står netop og overvejer, hvilken øjenfarve, der gemmer sig under øjenlågene, da de pludselig åbner dem op og siger: “Skal du stå der hele dagen, eller har du tænkt dig at slå dig ned?” Lige der ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til dem. Så overrasket er jeg over, at de er et rigtigt menneske og ikke blot et maleri.

De rømmer sig og sætter sig så op ad træet. “Godt så. Kom nu bare og sæt dig lidt,” siger de. “Der er vidst stadig noget kaffe tilbage.” De trækker en flaske med låg ud af deres rygsæk, og jeg sætter mig ned hos dem under træet, i skyggen af den brændende formiddagssol.

“Hvad hedder du?” spørger de. Lysebrune. Deres øjne er lysebrune.

“Jeg hedder…” begynder jeg og forsøger at komme i tanker om det navn, jeg har fået. “Jeg hedder Juni!” svarer jeg til sidst.

De smiler. “Her, Juni” siger de og rækker mig en kop med den sorte drik. “Jeg er Björk. Bare rolig, det er ikke giftigt,” siger de, når jeg kigger ned på den sorte væske.

“Ved du, hvad der er på toppen af bjerget,” spørger jeg.

De trækker på skuldrene. “Næ, jeg har aldrig været deroppe.”

“Hvorfor ikke?” spørger jeg.

“Jeg har aldrig haft noget at gøre deroppe. Hvad skal du der?”

“Bare udforske,” siger jeg. “Der må være noget stort deroppe, tror jeg. Om natten lyser toppen op. Ved du, om der er en vej op?”

“Du kommer ikke selv derop. Bjerget er stejlt, og turen er lang. Du får brug for en vogn eller hest til at tage dig derop,” siger de.

“Men jeg er rejst meget langt for at komme derop,” siger jeg. “Jeg må derop.”

De smiler. “Ak ja, hvis blot du kunne komme derop på viljestyrke alene, så var du nok hurtig strøget til tops… Nå,” siger de så og rejser sig. “Min formiddagspause er vidst ved at være overstået. Arbejdet kalder.

“Arbejdet?”

“Ja, høet slår jo ikke sig selv. Det skal ind, før det næste regnskyl kommer.” De tager fat i tømmeret til hesten og fører den hen foran en tom vogn med træk. Hesten pruster og fnyser, når de trækker selerne over dets hoved og spænder vognen fast.

“Hvis jeg hjælper dig med arbejdet, så kan jeg måske låne din hest til at komme op ad bjerget?” spørger jeg.

“Min hest er ikke nogen ridehest. Det er en arbejdshest.” I det øjeblik de siger det, kommer en buldren fra den anden side af bjerget. “Desuden er det en tre dages rejse derop. En halv dags arbejde for at låne min hest i tre dage, det er jo det rene tyveri. Og så endda midt i høsten!” Grå skyer kommer ind over dem. De kigger op med et bestemt blik. “Fandens til ustadige vejr på det seneste.” De tager en dyb indånding. “Godt så. Så kom med mig. Vi må arbejde hurtigt, hvis vi skal nå at få al høet i hus, inden regnen kommer.”

Mens de styrer hesten med vognen bag ved, smider jeg bunker med hø på vognen, og langsomt bevæger vi os op ad marken og til foden af bjerget. Tøjet sidder tæt til vores kroppe, som fugtigheden i luften stiger, og skyerne bliver tungere og tungere. Det er som at arbejde med vægten af himlen på vores skuldre, og det svider i mine fingre at tage fat i de stive græsstrå. Til sidst bliver vi færdige. Marken er tom, og vognen fyldt, netop som store dråber begynder at falde.

“Hop op!” råber de, der nu sidder forrest på vognen med tøjlerne i sine hænder. De giver mig en hånd for at komme op og sætter så hesten i trav med sådan en kraft, at jeg vælter bagover i høet. Stærke hænder trækker mig op at sidde igen og slår så tøjlerne mod hesten for at få den til at løbe endnu hurtigere gennem regnen. For mig virker det til, at vi styrer lige mod bjergryggen, indtil det går op for mig, at der sidder en port i bjergets fod. Vognen bremser hårdt op, og Björk springer ned og åbner den gamle port med så en voldsom kraft, at lyden skærer gennem luften som et lyn. Så fører de hesten, vognen og mig ind i ly for regnen, i et rum skåret ud i bjergryggen.

Lige der kan jeg ikke lade være med at grine. “Vi nåede det!” råber jeg, og regnen trommer på jorden udenfor. Deres lysebrune øjne stråler, mens de fører mig ned af vognen.

“Kom og hjælp mig med at tage grimen af hesten,” siger de.

Jeg tøver. “Jeg er bange for heste,” siger jeg. “Jeg er bange for, at de tramper mig ned.”

“Det gør hun ikke. Kom bare,” siger de og fører mig hen i mørket. “Hvis du skal ride på hende op ad bjerget, så må du jo lære at håndtere hende.” Hesten pruster stadig, og når Björk lægger min hånd på dens krop, kan jeg mærke, hvordan hestens varme sved blander sig med den kolde regn.

Björk tager hestens tøjler af og trækker hende frem, så hun til sidst står helt bar. Ikke bundet til noget.

“Kan den virkelig tage mig op på toppen af bjerget?” spørger jeg.

“Selvfølgelig. I forhold til hvad vognen vejer, så er I jo nærmest flyvende derop,” siger de og hælder vand op i en balje til hesten. “Hvorfor er det i øvrigt så vigtigt for dig at komme derop?”

“Jeg må bare derop,” siger jeg og aer forsigtigt hestens mule. “Nogle gange drømmer jeg, at jeg vågner op en dag, gammel og indsunken, og da vil det være for sent for mig at opleve noget som helst. Når jeg bliver gammel, vil jeg se tilbage på et liv fyldt af eventyr og oplevelser.” Björk undertrykker et grin. “Hvad er der?” spørger jeg.

“Det er ikke noget i vejen med mig,” siger de. “Det er dig, der er nostalgisk om en tid, du ikke engang har oplevet endnu. Kom, tag sadlen derovre, så viser jeg dig, hvordan du sætter den på.”

Sadlen hænger over et gærde i den mørkeste del af laden. Den er fyldt med støv og tung at bære. “Nu løfter du den op over hesten. Kom bare, den gør ikke noget,” siger de, og hesten pruster afventende. Mine arme spænder sig op, og jeg må trykke tænderne sammen i anstrengelse for at bære sadlen så højt som hesten. Den falder ned med et bump på hestens ryg, uden at det får hesten til at rykke sig det mindste.

“Sådan, så spænder du den bare godt ind sådan her.” De viser mig, hvor spænderne skal sidde. “Det var ikke så slemt, vel? Kom nu med ind. Vi har vidst alle fortjent et lille hvil,” siger de. “Så tager vi den svære del med at komme op på hesten senere.”

Ligesom porten ligger huset gemt væk inde i bjerget, skjult for det blotte øje. Rummene strækker sig alle på langs med bjergvæggen, så de små, runde vinduer kan lukke et glimt af verdenen udenfor ind. Udenfor smelter markerne sammen, og med jævne mellemrum lyser et lyn det øde landskab op. Møblerne passer alle perfekt ind i de krogede vægge og rummenes størrelser, som var de bygget dertil.

“Føl dig bare hjemme. Jeg laver noget mad til os,” siger de og åbner en hemmelig lem i gulvet i køkkenet. Så forsvinder de ned i mørket. Jeg kan mærke, det rumsterer i gulvbrædderne under mine fødder. “Vil du se?” spørger de, når de dukker op fra hullet igen, nu med friske grøntsager og fyldte lerkrukker i deres favn. Jeg nikker, og de træder op, så jeg kan komme til.

Trappen derned er stejl, og jeg holder godt øje med trinene, jeg træder på. Ikke én af dem giver sig under mig, men bliver siddende på deres plads. Stædige og stabile leder de mig ned til det kolde flisegulv for enden.

I kælderen står et reolsystem i træ, der er bygget ind i alle fire vægge og bugner med et forråd, som jeg aldrig har set det før. Grøntsager, frugter og uendelige glas og krukker med forskelligt, farverigt indhold. Fra loftet hænger sirligt flettede løgranker, og på gulvet står tæt fyldte sække med ordene “hvede”, “rug” og “byg” broderet udenpå.

“Hvor har du alt det mad fra? Har du stjålet det?” spørger jeg, da jeg igen kommer op ad lemmen til køkkenet. Björk har allerede fået fyret op i komfuret og er nu igang med at skære grøntsager med en skarp kniv.

De griner. “Stjålet det? Nej, det har jeg ikke. Jeg har arbejdet for det. Noget af det har jeg selv groet. Andet har jeg byttet mig til med de andre markarbejdere.”

“Andre markarbejdere?” siger jeg og kigger ud af et af vinduerne. “Men der er jo ikke andre herude.”

Jeg behøver ikke at vende mig for at se det. Jeg kan høre på deres stemme, at de smiler. “Det er der, hvis man ved, hvor man skal finde dem.”

“Hvordan ved man det?”

“Jeg har boet her længe. Så finder man ud af sådan nogle ting med tiden.”

“Hvor længe har du boet her?”

De griner, mens de hælder grøntsagerne i gryden og stiller den ovenpå den ild, der nu står lystigt op fra komfuret. “Du har godt nok mange spørgsmål.”

“Jeg er bare nysgerrig. Jeg kunne aldrig bo, ligesom du gør… Altså bo det samme sted så længe. Jeg mener, har du aldrig haft lyst til at prøve noget nyt?”

De trækker på skuldrene. “Bare fordi det er det rigtige for dig, betyder det ikke, at det er det rigtige for alle. Jeg har alt, jeg har brug for her. Jeg har mit arbejde, mit hjem og min familie.”

“Din familie?”

“Ja. Mine søskende bor i området, og indtil sidste vinter boede jer her og passede min mor. Jeg har overtaget gården efter hende. Og en dag, når jeg ikke er her længere, vil mine fremtidige børn overtage den efter mig. Det er sådan, det altid har været.”

“Hvem er det nu, der er nostalgisk om fremtiden?” spørger jeg, og de griner. Deres latter fylder rummet og varmer mine kinder.

“Sæt dig nu bare ind i spisestuen. Maden er snart klar.”

I spisestuen står et stort bord på langs med rummet, og en håndlavet bænk fylder den ene væg.

“Bare tag for dig,” siger de, da de sætter gryden på bordet. “Det er min bedstemors gamle opskrift.” Grøntsagerne har stadig bid i sig, men deres kraftige smag er trukket ud i den orangefarvede sovs, de alle vælter rundt i.

“Tror du snart, det klarer op?”

“Nej. Det kan vare ved i flere dage, når først sådan en vejr kommer over os. Hvorfor har du i øvrigt så travlt med at komme op på bjerget, hvis du ikke engang ved, hvad der er deroppe?”

“Jeg må bare se, hvad der er på toppen. Jeg føler mig kaldet til det. Til storhed.”

“Kaldt til storhed,” siger de og undertrykker endnu et grin.

“Ja eller,” får jeg sagt. “Jeg vil bare ikke sidde fast nogle steder. Det er ikke nok for mig.” De nikker, mens de puster på den varme mad. “Jeg kunne aldrig nøjes med det, som du gør,” fortsætter jeg, og et mørke render over deres øjne. “Der må da være mere end bare det samme, dag ind og dag ud. Hvert år, hver generation, det samme.”

De lægger skeen fra sig. “Så tag afsted,” siger de, og lynet slår ned lige udenfor.

“Hvad?”

“Så gå. Hvis du har så travlt, så gå dog.”

“Undskyld, det-, det var ikke meningen, at du skulle blive fornærmet,” fremstammer jeg. “Vent, betyder det, jeg ikke kan låne din hest mere?”

“Jeg holder mit ord, og du må tage min hest op ad bjerget. Men du må gøre det alene. Du kan blot slippe hende fri, når du når derop. Hun finder selv hjem,” siger de, og deres blik fjerner sig ikke fra mit ansigt.

“Undskyld,” siger jeg igen, men det er for sent. Deres stenhårde ansigt fortrækker sig ikke en mine. Så jeg må rejse mig fra bordet og gå ud gennem køkkenet og gangen, mens blodet blusser til mit ansigt, og tårerene trænger sig på. Døren til huset i bjerget smækker i efter mig, når jeg træder ud i regnen. Som om selve bjerget heller ikke vil have mig mere.

Jeg åbner langsomt porten og træder ind i mørket. Hesten trækker vejret tungt og langsomt. Jeg kan høre den fra døråbningen af, men ikke se den. Jeg træder tunge skridt i blinde, indtil mine fingrer støder på hestens pels. Jeg lægger min hånd på dens mule, og den ser på mig med store, afventende øjne.

Alligevel kan jeg ikke få mig selv til at tage den med. Jeg tør ikke. I stedet fylder jeg blot dens vandtrug op med koldt vand og går så ud ad porten igen, alene.

Den højeste uddannelse

Vejen op ad bjerget er stejl og ujævn. Jeg vrider om og falder, igen og igen, og sten og støv sætter sig fast på mine lyserøde knæ som permanente skaller. Solståler ser ned på min nakke fra en skyklar himmel. Kun om natten, når stjernehimlen viser sig, får jeg en pause fra solens fordømmende blikke. Jeg bilder mig selv ind, at stjernerne kommer tættere på, jo længere jeg kommer op ad bjerget. En enkel gang, mens jeg igen er faldet på mine knæ, rækker jeg min hånd op efter dem. Håbløst.

Det er, når jeg ligger der mod bjergsiden, at jeg hører en mekanisk og rytmisk lyd komme fra et sted længere nede ad bjerget. Det er en skinnende vogn, trukket af hvide heste, der kommer trillende langs stien. En lampe ved kuskens side svinger i takt med vognens vuggen og kaster et gyldent lys på dens vej. Jeg rejser mig op, når den kommer tæt på, og børster småstenene af mine knæ.

Kareten stopper op, når den holder ved min side, og gardinet i vognen flagrer fra. Indenfor sidder to unge kvinde i satinskjorter og matchende bukser. Hende, der sidder tættest på vinduet, har sort hår og er klædt i en sølvfarvet skjorte. Hun læner sig frem.

“Skal du også til tops?” spørger hun. Jeg nikker kun, målløs af hendes skønhed. “Har du ingen bagage med?” Hun ser på jorden omkring mig.

“De bliver sikkert sendt op senere, gør de ikke?” spørger den anden kvinde, når jeg ikke svarer. Hun er klædt i en skinnede lyseblå satinskjorte med matchende bukser. Jeg nikker.

“Så kom bare ind. Du kan køre med os resten af vejen,” siger kvinden i sølv med det sorte hår og intelligente øjne. Døren i kareten springer op, og en mekanisk trappe folder sig ud foran mine fødder.

“Kom bare,” siger den anden kvinde, der er klædt i en lyseblå farve som morgenhimlen.

Kareten kører op og op i gennem natten og til sidst, når solen har rejst sig igen, ind gennem to metallåger, der svinger op med et brag. Vi kører indenfor og rundt om en fontæne, hvorfra der falder vand ud over en skulptur beklædt med måne og stjerner. Kareten holder inde, og døren springer op.

“Gå du bare ud først,” siger kvinden i sølv. Jeg træder ud og holder godt fast i kareten, så synet af slottet, der rejser sig fra bjergvæggen, ikke slår mig ud. Slottets to toppe stikker op over skygrænsen, som om de fortsætter op i det uendelige. På pladsen udenfor samles elever i samme draperede skjorter og bukser, og de går med bøger under armene, mens de smiler forventningsfuldt til hinanden.

“Ved du, hvilket værelse du skal være på?” spørger kvinden i sølv, når hun træder ud ved siden af mig.

“Pyt med det. Hun kan da bare bo ved os,” siger kvinden i blå, når hun ser mit ansigtsudtryk.

De store marmortrapper med snørklede gelændere leder os op til en høj dør, der springer op, når vi træder på det sidste trin. Inden for cirkulerer flere trapper op, op i den store hall, hvor stjerner hænger ned fra et loft, jeg ikke kan få øje på. Kvinderne leder mig op ad trapperne, mens jeg mærker elevernes nysgerrige øjne på mig og hører dem hviske: “Hvem er hun? Jeg har aldrig set hende før. Hun ligner ikke en elev, der går her.”

“Vi må hellere finde en dragt til dig med det samme,” siger kvinden i blå. “Du må låne en af mine. Altså bare indtil dit eget bagage kommer selvfølgelig.”

“Selvfølgelig,” siger jeg. “Mange tak.”

Kvinden i blå finder tøjet i et stort garderobeskab på deres værelse, hvor et gyldent eftermiddagsskær står ind på lange, draperede gardiner. Jeg ser mig selv i spejlet, når jeg har fået det på.

“Hvor ser du fin ud,” siger kvinden i blå. Hun har klædt mig i en lyserød skjorte og dertilhørende bukser, der sidder fast med et stramt bælte. “Som en rigtig lille akademiker, synes du ikke?”

“Jo,” siger jeg, men jeg kan ikke lade være med at tænke, at jeg ikke ligner dem, der står ved siden af mig i spejlet. Jeg mangler sølvkvindens intelligente øjne og den lyseblå kvindes glød.

“Så er du vel klar til den første lektion,” siger kvinden i sølv.

“Den-, den er vel først i morgen,” fremstammer jeg nervøst. De bryder ud i en høj latter.

“Du er altså bare så sjov nogle gange, du er! Man kan jo ikke se stjerner ved højlys dag. Lektionen starter, når solen er gået ned,” siger kvinden i blå og rykker gardinet fra for at afsløre den dybpinke himmel, som solen langsomt synker længere og længere ned i.

Ude i hallen fører de to kvinder mig længere op ad de snirklede trapper. De cirkulerer som spiraler ind og ud af hinanden. Når vi er nået helt op, er der et klasselokale med hvælvede lofter og store vinduer ud til den mørknende himmel. Der er allerede helt fyldt med elever i satinskjorter og deres bøger.

“Godaften og velkommen til endnu et semester på Stjerneakademiet og jeres første månelektion i år,” siger en mand med en dyb røst. Han har et stort fuldskæg og står foran det midterste og største vindue, som er det en tavle. “Min opgave vil i disse første dage være at forberede hver af jer på den store nymåne prøve, der vil blive afholdt om nogle dage. Ud fra prøven vil vi niveau-bestemme resten af jeres år, hvilket igen vil være bestemmende for, hvilke kurser I kan tage de følgende år og vigtigere endnu: Hvor langt I vil kunne nå med stjernelære. Så-“ siger han og klapper fornøjet hænderne sammen. “Hvem kan fortælle mig, hvornår den næste nymåne indfinder sig?”

Med ét stryger et hav af hænder i vejret, som strækker de sig efter de lysende stjerner, der hænger fra loftet.

“Ja så, ja så,” siger underviseren, mens han spejder rundt i klasseværelset. “Dig dernede! Hvornår indtræffer næste nymåne?” Nu vender de alle deres ansigter, og jeg indser til min store rædsel, at de vender sig mod mig.

“Om… Om nogle dage,” fremstammer jeg.

“Hm… Ikke imponerende. Nymånen indtræffer om præcis to nætter efter i nat. Det er så lang tid, I har til at få styr på alt, der er at vide om nymånen, og for dit vedkommende, unge frøkenen, har du vidst brug for alt den tid, du kan bruge.” Jeg kan mærke mit blod strømme til mine kinder, og kvinden i sølv vender sit ansigt bort for at undertrykke et fnis.

Underviseren bruger resten af tiden på at forklare om månens stadier og baner, mens han viser månens gang over himlen med store armbevægelser. Når lektionen er slut, følger jeg de to kvinder og tilsyneladende også resten af eleverne hen til biblioteket. Biblioteket er ligesom alle rum højere, end det er bredt, men i stedet for stjerner fra loftet, står det blege morgenlys ind ad et kuplet loft af glas.

“Vi går op på værelset nu,” siger kvinderne, når solen står ind på bøgerne fra loftet. Vi har allerede siddet bukket over bøgerne længe, men jeg har tabt tiden til de smukke billeder og forklaringer, der er at finde i bibliotekets bøger.

“Jeg bliver lidt. Jeg tror godt, jeg selv kan finde tilbage,” siger jeg.

“Som du vil,” siger kvinden i sølv.

Før jeg ved af det, er jeg igen opslugt af bøgerne om stjernernes oprindelse, månelysets påvirkninger og himmellegemeners dans på himlen. Når jeg kigger op, står et lyserødt og varmt lys ind i biblioteket. Jeg ved, at lektionen må være tæt på at begynde, så jeg pakker hurtigt de bøger sammen, jeg har lånt, og skynder mig op af trapperne med favnen fuld.

Jeg når kun lige derop og tager min plads mellem de to kvinder, inden underviseren begynder sin tale, denne gang om nymånens påvirkninger.

“Hvor har du været?” hvisker kvinden i lyseblå, men underviseren kigger på os med så strenge øjne, at jeg ikke tør åbne munden for at svare.

Som natten skrider frem, og den lille måne uden for vinduet flyder længere og længere hen ad himlen, bliver jeg mere og mere træt.

“Sig mig, keder jeg dig?” spørger underviseren, når jeg ikke længere kan fortie et lille gab.

“Nej, nej. Undskyld!”

“Godt så, så kan jeg måske få lov at fortsætte. Uden at blive afbrudt denne gang, mange tak.” Underviseren fortsætter, hvor han slap, og da undervisningen endelig er slut, er næsten alle stjerner falmet bort for natten udenfor. De andre elever går igen mod biblioteket, men jeg bliver i værelset, indtil klasselokalet er helt tomt for elever.

“Undskyld mig, men jeg tænkte på, om jeg måtte få lov at blive her lidt?” spørger jeg underviseren, der stadig står foran himlen.

“Sig mig, tror du nu ikke, du skulle få noget søvn inden den store prøve i næste nat?”

“Der er bare lige et par ting, jeg havde håbet at se på himlen, inden det bliver for lyst,” siger jeg.

“Jamen, så meget vel da. Ser du, det er præcis sådan en ambitiøs indstilling, vi leder efter her på akademiet! Sig mig nu, hvad du vil undersøge, så vil jeg nok svare på et par spørgsmål.” Underviseren går med det samme igang med at forklare om nymånens skygge, uden at have hørt et eneste af mine spørgsmål.

Tilbage på værelset ligger de to kvinder og sover, mens en varm middagssol står op ad de draperede gardiner.

“Hvor har du været?” spørger kvinden i blå og sætter sig op i sengen, mens hun gnider søvnen ud af sine lyseblå øjne.

“Undskyld, det var ikke meningen at vække jer. Jeg havde bare nogle spørgsmål til underviseren efter timen.”

“Jeg troede ellers ikke, at han gav eneundervisning,” siger kvinden i sølv, mens hun kigger misfornøjet fra sin seng. Jeg trækker bare på skuldrene og vælter så omkuld i en af de tomme senge. Jeg når ikke engang at tage mit tøj af.

“Vil I ikke nok vække mig inden den store prøve i nat?” spørger jeg, men jeg når ikke at høre deres svar. Jeg er allerede faldet i en dyb og drømmeløs søvn.

Jeg vågner med et chok, da de to kvinder vælter ind på værelset i fuld snak.

“Prøven, prøven!” siger jeg og sætter mig op. Men jeg ved allerede der, at det er for sent. De draperede gardiner kan ikke længere skjule et gyldent morgenlys fra øst.

“Ja, vi snakkede godt om, hvor du blev af,” siger kvinden i sølv. “Men vi ville jo ikke vække dig, når nu du endelig sov så sødt.” Kvinden i lyseblå bider sig i læben og prøver at skjule en dårlig samvittighed ved at kigge væk.

“Men nu bliver jeg jo ikke givet et niveau. Og lov til at gå her næste år…” siger jeg.

“Nej, det bliver nok svært,” siger kvinden i sølv. “Så skulle du have været kommet til prøven jo - og ikke bare kommet, men bestået!”

“Men-, hvad skal jeg så gøre nu?” spørger jeg.

“Der er intet, du kan gøre. Kender du ikke reglerne? Hvis du ikke består den første nymåneprøve, får du ikke lov at fortsætte,” siger sølvkvinden. “Altså nogen gange er det virkelig som om, du slet ikke er kommet ind her.”

“Sylvia!” siger kvinden i blå, rystet.

“Måske var det en fejl at give dig et lift herop. Sig mig, har du overhovedet fået et optagelsesbrev?” vedbliver sølvkvinden.

“Hvor skal du hen?” spøger kvinden i lyseblå, da jeg fjerner den lyserøde dragt og trækker i min gamle. I spejlet kan jeg se, at mit ansigt igen er blevet rødt, og tårerene står på spring i mine øjne. “Vil du ikke nok blive? Jeg er sikker på, hvis du blot forklarer det til professoren…” Jeg ryster på hovedet. “Men det er jo den højeste uddannelse, du kan få! Der findes ingen bedre skole end denne.”

“Hvorfor hører jeg så ikke til her?” siger jeg, og tårerne forråder mig og falder fra mine øjne.

“Som hun vil,” siger kvinden i sølv, mens hun ligger i sin seng og kigger op på stjernerne i loftet. “Hun har jo ret. Hun hører ikke til her.”

“Sylvia, hvad er det, du siger?” spørger kvinden i blå.

“Studerende på Stjerneakademiet giver ikke bare op, som hun gør. Hun er ikke af det rette stof.”

“Sig ikke mere!” siger kvinden i blå, men det er for sent. Jeg er allerede på vej ud af døren. Med mit ansigt i hænderne forsøger jeg at skjule skammen på vej ned af trapperne, men det er et forgæves forsøg.

Eleverne vender sig om efter mig, og deres ord forfølger mig hele vejen ned ad de snirklende trapper. “Hvad er der med hende? Hun bestod nok ikke prøven. Jeg sagde jo, at hun virkede lidt mærkelig. Hun hører ikke til her.” Selv da jeg når den store dør, der leder mig tilbage i solens skær, hører jeg dem. Ud af de store metallåger og på den ujævne og farlige vej ned ad bjerget. Jeg hører dem igen og igen.

Skrædderen

Jeg er faret vild ude i det åbne land. I tågen vandrer jeg uden nogen idé om, hvor jeg skal hen. Herude har jeg ingen pejlemærker at støtte mig til, og det hele går i ét. Når mørket endnu engang ruller ind over mig, træder en skygge frem i tågen. Det ligner endnu et bjerg langt borte, der tårner sig op i det grålige tusmørkes lys. I virkeligheden er det et hus, tæt på.

Et svagt lys brænder i det øverste værelse, ellers er der mørkt. Det ligger alene, udsat for vind og vejr, og flere steder hænger skodderne ved vinduerne løse af deres hængsler. Brædderne knirker i trappen til verandaen, når jeg bestiger dem. Jeg tager en dyb indånding af den kolde nat og banker på døren. Det lyder hult.

På et tidspunkt er der nogen, der åbner. Det er en tynd mand med blegt hår og hensunkne øjne.

”Er du faret vild?” spørger han, når han ser mig. Jeg nikker. ”Kom ind.” Han åbner døren og træder til side. I stuen er der mørkt af skikkelser, og i et øjeblik bliver jeg bange for, at rummet er fyldt med mennesker.

”Du må være sulten,” siger manden og går gennem rummet med sit lys. Først dér går det op for mig, at det ikke er mennesker, men tøjstativer, rummet er fyldt op med. Og ikke bare stativer, men kjoler, draperede henover hver deres torso. Jeg kan ikke lade være med at glide mine fingre henover de bløde stoffer, når jeg går forbi. Silke, tyl og satin.

”Undskyld rodet,” siger han og går ind i et stativ, der vælter.

”Er du syerske?” spørger jeg.

”Skrædder,” siger han.

Han viser mig ind i køkkenet og begynder at åbne tomme skabe. ”Jeg ved ikke rigtig, om jeg har noget, jeg kan byde dig på,” siger han forlegent. ”Kan du lide vandgrød?”

Han serverer grøden med en gaffel og undskylder, idet han rækker mig skålen. Det smager surt, men jeg spiser den alligevel.

”Hvorfor bor du helt herude?” spørger jeg og vækker skrædderen, der er faldet i staver. “Hvorfor bor du ikke inde i byen?” spørger jeg igen.

”Jeg har jo mit håndværk. Det er bedst for kunstnere som mig at være alene.” Han falder i staver igen.

Når jeg har spist op, viser han mig op ad trapperne og ind på ét af de to værelser. Der står kun en seng og et natbord, hvorpå han sætter sit lys for at ryste tæpperne i sengen for støv.

”Det er ikke meget, men det er da en seng,” siger han. Han lader lyset stå og træder ud i gangen.

”Tak,” siger jeg, og skrædderen stopper op et øjeblik i dørkarmen, før han går videre ind i det andet værelse og skubber døren til. Huset giver sig til genklangen.

Udenfor vinduet har himlen taget farve af den blege utålmodighed. Som om daggryet er på vej. Jeg ligger og lytter til husets fremmede lyde, før jeg til sidst står op og går ud i gangen.

Døren til det andet værelse står på klem og kaster en lysstråle ud på gangen. Inde i værelset sidder manden med ryggen krumbøjet over sit arbejde, noget jeg ikke kan se. Idet jeg træder et skridt tættere på døren, knirker gulvet under mig. Skrædderen vender sig om og kigger direkte på mig med hans natteklare øjne.

”Kom bare ind, hvis du gerne vil se,” siger han. Jeg skubber døren op og går hen til hans sybord, hvor et lysegrønt silkeklæde ligger. ”Jeg er ikke færdig endnu,” siger han. ”Du må vente.” Jeg tager plads i sengen, mens han igen starter maskinen med sin fod på pedalen og kører klædet gennem nålen igen og igen. Retter til og syer videre. Strammer til og sprætter op. Alt imens farver solen morgenen gul udenfor det lille vindue i værelset, og stearinlyset brænder ud.

”Rejs dig op,” siger han så til mig, og jeg rejser mig klodset, som om jeg har glemt, hvordan man gør. Han lægger klædet mod mine skuldre, og nu ser jeg, at det er en lang kjole med frynser langs de løse kanter, der smyger sig ind og over hinanden.

”Den er smuk,” siger jeg, og han trækker på skuldrene.

”Sådan er det, når inspirationen rammer,” siger han og går over til sit sybord igen.

”Kan jeg også lave sådan en kjole?” spørger jeg og kan med det samme mærke blodet stige mig til halsen og videre op i kinderne. ”Jeg mener… Kan du vise mig, hvordan man gør?”

“Det kan jeg,” siger han. “Men det er ikke let, og det tager lang tid at lære. Men vi kan starte simpelt. Hvordan lyder det?” Jeg nikker. “Godt, men kom med nedenunder, jeg må have lidt at spise først.”

På vej ned ad trappen fornemmer jeg allerede, at noget er anderledes. Væggene er farvet med lys og farver, der glitrer. Det er morgenlyset, der står ind fra vinduerne og oplyser kjolernes særegne detaljer og farver. Det ligner et bal.

“Har du lavet alle dem?”

“Ja. Jeg plejer at tage ind til byen for at finde inspiration. Der er mange smukke mennesker derinde, og de har allesammen deres egen stil og farver. Derefter er det bare at sy.”

“Tager du så kjolerne med til dem, når du er færdig?”

“Nej da,” siger han forfærdet. “De er slet ikke gode nok til de fine mennesker inde i byen.” Så træder han videre ind i køkkenet og begynder at lave endnu en portion vandgrød. Alt imens går jeg og mærker på stofferne. De fine, lige syninger i hvert ærme og halsgab.

“Jeg vil gerne lave sådan en her,” siger jeg, når han kommer ind med to portioner grød. Jeg står ved en guldfarvet kjole med tylskørt, der lyser op i solstrålerne.

“Den er måske lige svær nok for en nybegynder… Kom med ovenpå, så finder vi noget, der passer bedre.”

Ovenpå spiser jeg min vandgrød, mens skrædderen åbner en dragkiste på sit værelse og roder rundt i stoffer i alskens farver og former. Han lukker den i med et brag, så huset giver sig og åbner derefter et garderobeskab, hvor lange baner af stof nærmest falder ud fra.

“Her,” siger han og rækker mig et hvidt silkeklæde. “Det, tror jeg, vil passe.” Klædet glimter ikke som guldkjolen, men den ulmer alligevel med et svagt lys. Jeg stiller min skål fra mig, mens skrædderen viser mig, hvordan jeg skal måle stoffet langs kroppen, klippe og sy. Først da jeg er selvkørerende, sætter han sig på sengen, spiser sin kolde grød og falder til sidst i søvn. Han snorker let og dybt, mens jeg sidder ved det lille bord og arbejder ved stearinlyset. Sådan sidder vi på det lille loftsværelse, mens lyset skifter udenfor. Først lyser det op, senere dør det hen og bliver mørkt.

Han vågner op, når jeg begynder at græde.

“Jamen, du godeste. Hvad er der dog i vejen?” spørger han.

“Se på den!” jamrer jeg. “Jeg ville jo have, at den skulle være lige så flot som dine kjoler,” siger jeg, mens jeg står med den forkvaklede og ufærdige kjole. “Jeg har ødelagt den.”

“Vi kan godt fikse den, bare rolig,” siger skrædderen og rejser sig.

“Nej!” Jeg trækker mig væk fra stoffet, han holder op. “Nu bliver den aldrig perfekt. Jeg vil ikke have den mere.” Jeg tager hurtigt kjolen fra ham, smider den på gulvet og løber hen mod døren. Men skrædderen holder mig fast i min hånd.

“Bliv nu her. Det skal altid være dårligt, før det bliver godt. Det er en del af den kunstneriske proces.” Han stemme er dyb og rolig. “Sæt du dig ned her, og tør dine øjne. Så hjælper jeg dig lige igang igen.” Jeg tørrer øjnene i mine ærmer, som skrædderen har bedt mig om, men tårerne vil ikke stoppe med at trille. De kommer som perler på den snor, skrædderen syer med. Efter nogen tid begynder han at fortælle højt, hvad han gør, og snart taler han det hele højt. Hvorfor han strammer sytråden godt til der og slækker den her. På det tidspunkt kan jeg ikke græde mere.

“Prøv du nu denne kant.” Han rækker mig det andet ærme, end det han netop har færdiggjort. “Husk, hvad jeg fortalte om blonderne. De er meget porøse.” Jeg ryster på hænderne, når jeg syer, men forskellen bliver alligevel tydelig for mig, jo længere jeg kommer hen ad ærmet. Hvor stoffet før stod stift ud ad ærmet, åbner det sig nu blidt, som blomsterbladene havde gjort det i juni måned.

“Lad os se den på,” siger han til sidst. Jeg stiller mig over til ham ved siden af spejlet og rækker mine arme op. Han trækker kjolen ned over dem.

“Jeg elsker den,” hvisker jeg, når jeg ser den i spejlet. Kjolen er lang og hvid og nærmest guddommelig smuk. “Jeg lyser,” griner jeg, og skrædderen smiler stolt. Sådan har jeg aldrig set ham før. “Hvad så nu?” spørger jeg hans spejlbillede.

Han trækker på skuldrene. “Nu tager vi ind til byen og finder noget ny inspiration. Og så prøver vi igen.” Jeg kigger mig i spejlet igen, mens jeg nikker.

“Du bør tage nogle af dine kjoler med derind,” hører jeg mig selv sige. “Jeg er sikker på, at der nogen, der ville elske dem lige så højt som mig.”

“Jeg er ikke så sikker,” siger han. Men når vi pakker vognen dagen efter, tager han alligevel nogle af kjolerne og deres stativer med, fordi jeg beder ham om det. Han pakker dem forsigtigt ind i hver deres silkepose og væk i et rum i vognen.

Som vi kommer tættere og tættere på byen, bliver der mere og mere tæt af bygninger og mennesker i gaderne. Længst inde i byen løber der en gade med farverige butikker, der sælger stoffer, bolsjer, bøger og allemulige ting, jeg aldrig har set før. Jeg vender og drejer mig så hurtigt, jeg kan, for at nå at se det hele, mens vi kører forbi det. Menneskerne på gaden er allesammen smukke, så smukke, med deres skyggeparaplyer og høje sko.

Skrædderen kører vores vogn hen til en stor plads midt inde i byen, hvor han stopper op og træder ned. Her, blandt byens folk, sætter vi stativerne op, og skrædderen klæder dem nænsomt på.

“Sikke dog,” siger folk på gaden, allerede inden vi er færdige med at sætte boden op. “Hvad mon skrædderen på hjørnet siger til det?”

“Det her var en dårlig ide. Vi må hellere pakke sammen.” Skrædderen begynder at lægge stativerne på vognen igen.

“Vent nu lige lidt unge herre,” siger en gammel dame, der kommer forbi. Jeg træder væk, så hun kan komme til. “Lad mig lige se lidt nærmere på, hvad du har med.” Efterhånden kommer flere og flere til for at se de flotte kjoler, alt imens jeg glider længere og længere væk for at gøre plads til mængden. Men selv fra torvets anden ende, kan jeg se ham, skrædderen, der lyser op i eftermiddagssolen. “Han er jo et naturtalent,” siger de. “Sikke en gave, du har. Helt unikt.”

Så jeg glider væk, væk fra skrædderen, der smiler, og væk fra pladsen og dens lysende butikker. Tilbage hvor jeg kom fra.

På perronen

Efter tre dage ligger den der som en skygge. Skoven. Jeg troede aldrig, jeg ville vende tilbage til den. Men da jeg ikke længere ved, hvor jeg skal gå hen, virker det som den eneste mulighed. Det er der, blandt buskadset og de store træstammer, at jeg pludselig får øje på et togspor. Det slænger sig gennem bregnerne og buskene, og videre ind mellem træerne. Det er nyt for mig, selvom sporene virker gamle.

Jeg har aldrig lagt mærke til dem før, selvom jeg har været her mange gange. Men jeg genkender sporerne med det samme. Som i en drøm, bliver jeg sat tilbage til tidligere på sommeren, hvor jeg fandt ind til en by. Det var ikke nogen stor by, så vidt jeg kunne se, men en lille stationsby, der lå i landskabet mellem de åbne marker.

Da jeg først kom til byen, troede jeg, at den var forladt. Lyset brændte stadig i stuerne, og kaffekopperne stod fremme på spisebordene. Da jeg fortsatte længere ind af byens hovedgade, viste det sig, at alle byens beboere havde samlet sig på perronen, der lå i hjertet af byen. Jeg gik op på perronen, hvor en familie stod med to børn, der slængte sig hen ad hver deres kuffert.

”Godt, vi kom i god tid i dag,” sagde forældrene til hinanden. ”Ja, vi skulle nødigt misse det.”

“Kommer det ikke snart?” spurgte et af børnene.

“Jo, jo, lige om lidt, min skat,” sagde moren. “Så, sæt jer nu op, så I er klar til at hoppe på toget, så snart det kommer. Nu håber jeg godt nok, vi alle får en plads.” Jeg gik forbi familien og længere ned af perronen.

”Undskyld?” sagde jeg til to kvinder, der begge stod og spejdede ned ad sporet. ”Men hvor går toget hen?” Jeg tror ikke, de hørte mig, så jeg spurgte lidt højere. Stadig blev de stående med store, opmærksomme øjne, spejdende efter toget. Som om jeg var usynlig.

Lidt længere nede ad perronen stod en ældre dame med et lommeur i sin hånd. ”Lige om lidt, så skulle det være her,” sagde hun, mens hun kiggede ned på uret.

Jeg satte mig ned på en af de frie bænke for at vente. Hvorend de skulle hen med toget, ville jeg med. Den gamle dame havde sagt, at det ikke ville vare længe, før toget kom, og jeg havde jo i princippet ikke travlt. Så jeg satte mig for at kigge længselsfuldt efter sporet, der løb fra horisonten, ind i byen og videre, undrende over, hvor toget mon ville tage os hen, når det kom. Lige om lidt.

Det virkede, som om folk kom og gik fra perronen igen, som det passede dem. Jeg kunne høre deres fodtrin bag mig. I begyndelsen vendte jeg mig om af bare forskrækkelse. Jeg var ikke vant til at høre andre fodtrin end mine egne. Men da jeg havde siddet der længe nok, stoppede jeg næsten helt med at lægge mærke til lydene. Også samtalerne mellem folkene flød ud og blev til én samlet summen, som jeg ikke længere kunne forstå.

Timerne slængte sig af sted. Det virkede ikke engang, som om solen kom videre på himlen. Den blev bare hængende højt, som om den også ventede på toget, der skulle komme. Til sidst blev jeg så rastløs, at jeg gik over til dem ældre dame igen. Nu stillede jeg mig sådan, at hun ikke kunne undgå at se mig.

”Undskyld, men du ved vel ikke, hvornår toget er her?” spurgte jeg hende. Hun tog sit lommeur frem fra sin frakke og kiggede ned.

”Lige om et øjeblik, så skulle det være her,” sagde hun og løftede sit blik.

“Hallo?” Jeg viftede med min hånd foran hendes ansigt, men lige meget hjalp det. Hun gentog blot sin handling og sagde igen: “Lige om et øjeblik, så skulle det være her.”

“Jeg kan altså ikke vente her i en evighed,” sagde jeg, men der var ingen, der hørte mig.

Det var dér, jeg besluttede mig for at give op. Tiden var gået i stå, og jeg var blevet utålmodig. Da jeg gik derfra, vendte jeg mig om flere gange, fordi jeg synes, jeg hørte togets brummen eller fløjte bag mig. Men der kom aldrig et tog.

Jeg fulgte sporet et godt stykke ud af byen og tilbage i ødemarken, indtil jeg næsten havde glemt, hvorfor jeg fulgte det i første omgang.

Men nu, her af alle steder, er det pludselig dukket op igen. Det er, som om skoven vil lede mig videre og vise mig, hvilken vej jeg skal gå. Så jeg følger sporene videre ind i det mørkegrønne. Skoven lukker sig om mig med dets buskads, så jeg ikke længere kan vende om, selv hvis jeg vil. Jeg må fortsætte.

Jeg går afsted, så snart solen står op indtil sent om aftenen, når der er blevet for mørkt til, at jeg kan se. Jeg stopper ikke engang for at spise midt på dagen. Jeg har hele tiden en fornemmelse af, at toget kan komme forbi hvert øjeblik, det skal være, og denne gang vil jeg ikke misse det.

Efter fire dage begynder det at tynde ud i træerne, og de store løvtræer bliver erstattet af nåletræer. Da der er gået syv dage, dukker den dybblå himmel frem for oven og længere fremme åbner den sig op. Jeg sætter i løb ved tanken om, at jeg igen ville være fri af skovens indelukkethed og ude i det åbne land.

I samme øjeblik begynder fløjten at lyde inde fra skoven, og sporrene klirrer i jorden. Toget er på vej, og meget snart vil det have indhentet mig.

Jeg løber, til jeg næsten ikke kan trække vejret længere. Jeg kaster et blik bagud mod toget, der brager ud ad skovbrynet. Idet det stryger forbi mig, kaster jeg mig mod det og griber ud efter noget, hvad som helst, på togets side. Mine hænder klamrer sig fast til en jernstang på siden af toget, men så hurtigt, som jeg har fået fat, må jeg give slip. Toget kører for hurtigt, og jeg falder ned på mine knæ, mens det stryger lige forbi mig. Jeg lander med et blødt bump, i varmt sand. Toget kører mod det åbne hav, der ligger på lur længere fremme.

Jeg rejser mig hurtigt igen, men jeg kan ikke længere få mine ben til at løbe efter det. De er tunge som bly, og jeg kan ikke løfte dem fra sandet.

Der lyder et stort brag forude, og toget bryder havoverfladen. Det fortsætter ud over havet, hvor jeg ikke kan følge det. Vandet sprøjter fra dets side. Jeg synker i knæ og råber: ”Jeg skulle have været med!” Men da er det for sent.

Togets hale er forsvundet ud over havet, mens dets vogne synker længere og længere ned under overfladen. Til sidst er toget helt opslugt af havet. Nu kan jeg kun se en lang skygge, der fortsætter sin kørsel langs havbunden frem mod et sted, hvor jeg ikke kan følge efter det. Vandet er klart. Det ligner eliksiren til det evige liv.

“Jeg skulle have været med,” siger jeg igen. Vandets brusen strækker sig langs stranden, så langt mit blik rækker til begge sider. Og bag den, den uundgåelige skov, hvis latter lyder i havvinden. Som om den gør grin med mit forsøg på at undslippe den.

Najadesøen

Dybt inde i skoven, omme bag træerne, ser jeg blåt. Er det himlen, der ligger lige der, midt i skoven? tænker jeg. Eller er det mine egne øjne, der bedrager mig? Selv skyer og solen glimter dér, hvor trækronerne åbner sig, og det blå kommer til syne.

Jeg sætter mig ved bredden og betragter himlen i dens spejl. Det blå strækker sig langt ind i skoven, helt over til den anden bred, hvor bøgetræerne står. Det er dér, jeg får øje på en kvinde. Hun sidder på den anden side og spejder ned i himlen ligesom mig. Hun ser først på mig fra sit spejlbillede med sine store øjne og kigger så op.

Jeg havde ikke set hende, da jeg kom herned. Hvis jeg havde set, at der var nogen her, var jeg nok ikke kommet. Men nu vinker hun mig over til sig på den anden side, så jeg rejser mig op og går rundt langs bredden af himlen. Når jeg kommer halvvejs, er hun allerede dér, lige foran mig.

”Kom og se,” siger hun. Hun sidder ved kanten af vandet og peger ned på sit spejlbillede. Hendes lange, lyse hår lægger sig langs vandoverfladen, når hun læner sig henover den. ”Hvad kan du se?”

Jeg knæler ned ved hendes side og kigger ned i det blå. ”Jeg kan knap nok genkende mig selv,” siger jeg.

”Nej, ikke spejlbilledet,” siger hun. ”Under overfladen. Hvad ser du der?” Jeg læner mig langsomt ud over bredden og skimter med øjnene. Vandet er klart, men den blå farves dybde gør det alligevel svært at se noget som helst. Jeg læner mig et stykke mere frem. Så langt, at jeg bliver bange for, at jeg vil falde i og drukne. Da får jeg øje på det, der glimter svagt i det blå skær, tæt på søens midte. Noget ligger dernede og ulmer bag overfladen. Som guld.

”Du kan svømme ned og se, hvad det er,” siger hun, men jeg kan ikke svømme.

”Jeg har aldrig fået det lært,” siger jeg, men sandheden er, at jeg ikke tør. Jeg er bange for at drukne.

”Jeg kan lære dig det! Det er slet ikke svært. Kom bare med, så skal jeg vise dig det.” Hun svinger sine lange ben ud over bredden og hopper i, så hun er omringet af vandet hele vejen op til livet. Hun rækker sin hånd ud til mig og smiler, så jeg tager den og sænker mine fødder ned gennem vandet til det bløde sand, der ligger på søens bund. Vandet er koldt og stille, når vi går i.

”Læg dig ned i vandet,” siger hun. ”Du skal hun ikke være bange. Jeg holder dig.” Jeg lægger mig op på hendes hænder, som hun beder mig om.

”Se, nu ligner det, at du kan flyve! Bask så med dine arme og ben,” siger hun, mens hun holder mig oppe fra dybderne. ”Mere! Endnu mere! Sådan, nu har du det!”

”Du må ikke give slip!” råber jeg, mens vandet står omkring mig som glimmer i solen.

”Bare rolig, jeg holder dig,” siger hun igen. Og det gør hun. Hun holder mig om mit liv, mens vandet glimter omkring os i det gyldne sommerlys, og vores latter lyder genklang fra bøgeskoven.

Til sidst bliver lyset orangerødt, og solen går ned. Så går vi op på bredden igen, hvor den sidste varme aftensol tørrer vores kroppe. ”Læg dig her hos mig,” siger hun fra det lange græs.

"Har du et navn?” spørger jeg.

“Et navn? Nej, det har jeg ikke. Har du?”

“Jeg havde et for længe siden,” siger jeg. “Men nu kan jeg ikke længere huske det.” Hendes hår er blevet vådt, og det lægger sig i bølger hen over hendes skuldre. Hun åbner sit ene øje og smiler til mig, når hun ser, at jeg betragter hende.

”Du har så smukt et hår. Jeg ville ønske, jeg havde hår som dit,” siger hun og aer en lok hår om bag mit øre.

”Hvad mener du? Dit hår er smukkeste, jeg har set,” siger jeg, men hun griner bare og lukker sine store øjenlåg i igen.

”I morgen kan du svømme,” hvisker hun, og så falder hun i søvn.

Da solens lys igen står i søen, lægger jeg mig deri, mens hun svømmer omkring i det morgenklare vand. Jeg basker med mine arme og ben, som hun har lært mig.

”Se selv! Du svømmer!” siger hun fra det blå.

Vi bruger hele dagen på at øve os i forskellige svømmetag. “Hold dig for næsen, og dyk så,” siger hun. “Sådan her.” Hun forsvinder ned under vandoverfladen, men hun dukker ikke op igen. Jeg kigger efter hende, men der er intet at se. Kun blå. Uden at tænke over det, tager jeg en dyb indånding og holder mig for næsen. Vandet lægger sig om mit ansigt og i mine ører. Jeg kan mærke mit hår lette fra mine skuldre. Langsomt åbner jeg øjnene og ser hende, nu klart, foran mig. Vandet får hendes hår til at stå rundt om hende, som er hun solen selv.

“Jeg troede, du var druknet,” siger jeg om aftenen, når vi igen ligger i det bløde græs under bøgetræerne.

“Jeg kan ikke drukne,” siger hun. “Selv hvis jeg ville.” Hun lukker øjnene i og falder i søvn, inden jeg kan nå at spørge hende, hvad hun mener. Jeg betragter hendes ansigts bløde linjer, mens jeg lytter til søens klukken, og natten gå forbi. Jeg tør ikke falde i søvn. Jeg er bange for, at hun vil være væk, når jeg vågner.

Solen vækker hende dagen efter, og hun er hurtig i vandet igen. ”Svøm efter mig nu,” siger hun, når jeg hopper i efter hende. Hun svømmer længere ud, derud, hvor jeg ikke kan bunde, og jeg svømmer efter, indtil hun pludselig forsvinder. Hendes skikkelse bliver blå under vandet og forsvinder langsomt ned mod det, der ulmer som guld på søens bund.

Jeg tager en stor vejrtrækning og bryder overfladen for at svømme ned efter hende. Men uanset hvor hurtigt jeg svømmer, kan jeg ikke indhente hende. Jeg svømmer altid lige bag hende som en skygge. Lyset, der kommer fra bunden, bliver kraftigere og kraftigere. Nu kan jeg endelig se, hvad det er, der lyser op. Det er et håndspejl, der ligger lige dér på søens bund og reflekterer solens lys fra oven. Spejlet er i guld med blomstrende ornamenter, der omkranser solens refleksion i spejlet.

Dér er hun. Hun dukker op foran solens refleksion, på den anden side af spejlet. Hun rækker sin hånd frem mod spejloverfladen, som om hun forsøger at nå mig. Hendes fingre og mine bliver brudt af spejlet, og hun trækker dem opgivende tilbage.

”Kom med herned. Der er så smukt hernede, du tror det ikke!” Hun flytter sig til side, så jeg igen kan se lyset bag hende.

”Du kan ikke tage op nu,” siger hun, da jeg holder min hånd på min hals. “Se på mig! Jeg har aldrig været så dybt nede før.” Hendes øjne lyser virkelig, og hendes hår bølger i solens refleksioner. I det jeg åbner munden for at fortælle hende, at jeg vil blive hos hende, bliver jeg kvalt.

”Bliv her!” kalder hun, når jeg svømmer op, men det er for sent. Jeg kan ikke vende tilbage. Mine fyldte lunger tvinger mig op, uanset hvor meget jeg ønsker at blive. Jeg strækker mig op mod solen og den friske luft og gisper, når jeg bryder overfladen til himlen.

Når jeg endelig kan mærke sandet igen under mine fødder, falder jeg omkuld af bare lettelse, og jeg må kravle op fra vandet, der vil trække mig tilbage. Vandet står ud af mine mund og mine øjne, indtil jeg lover, jeg aldrig ville drikke det igen. Men allerede om aftenen, da vandet for længst er blevet helt stille og sort, kravler jeg igen ned mod den og drikker forsigtigt et par slurke. Der er ikke længere noget at se på bunden. Der er helt sort. Oppe i det lange græs venter jeg på, at hun skal dukke op til overfladen igen. Jeg venter hele den næste dag, og hele natten, hvor jeg sidder hos søen i skoven og lytter, men der sker aldrig noget. Kun hvis jeg skimter mine øjne sammen ved højlys dag, kan jeg igen se et lys, der ulmer i det blå.

Sensommerfortælling

På mine vandringer igennem skoven kommer jeg forbi et stort gods dér, hvor skoven åbner sig, og det lysner. Her lægger en sø sig op foran de høje bygninger, og længere henne er jeg, i skovkantens skygge. Solens genspejlinger i vinduerne gør det umuligt at se, hvem der bor på godset, og jeg tør ikke gå tættere på i tilfælde af, at de skal få øje på mig. Men som natten falder på, og godsets beboere tænder deres lys, kan jeg se længere og længere ind i værelserne, indtil hele deres interiør står klart for mig, badet i lyset fra de store lysekroner, der hænger ned fra lofterne.

Efterhånden som natten skrider frem, slukker de lysene igen, ét efter ét, men et enkelt lys forbliver tændt i et af de øverste værelser i det, der må være østfløjen. Der sidder en kvinde i sin lænestol ved det åbne vindue. Hendes mørke hår er sat op, så det danner en krans om hendes ansigt. Hun er oplyst af et levende lys fra en lysestage, der står ved siden af hendes stol.

Når månen kommer frem bag træerne, falder hun i søvn i stolen, og jeg bevæger mig tættere på godset. Jeg går langs træernes skygger i tilfælde af, at månelyset skal afsløre mig. Nu kan jeg se hende klart og tydeligt. Hun vågner pludselig op og rejser sig fra sin stol for at hente noget fra rummets dybder. Noget jeg ikke kan se. Når hun vender tilbage, er det med et barn i sin favn. Dets ansigt vrænger sig i en gråd, der runger ud gennem det åbne vindue og slår rod i træerne i skovkanten. Hun lægger barnet til sit bryst, og gråden hører inde. Der sidder hun langt ind i natten med barnet i sin favn, bare de to, badet i månens sidste lys.

Når dagen kommer igen, må jeg videre. Farverne i skoven er allerede mættede, og jeg har en følelse af, at efteråret vil indhente mig, hvis jeg stopper op. Bærbuskene har allerede båret frugt længe, og nu er de mørke og store, men jeg spiser dem ikke. Det er længe siden, jeg har spist noget overhovedet.

Om aftenen blæser det op, og når natten slår til, buldrer en torden i skoven, og bladene rasler langs grenene. Det er under vindens hyl, jeg hører det. En råges skrig, der lyder klagende fra trætoppene. Eller er det barnet, der igen råber ud i natten, elendigt og ubarmhjertigt? Det kalder og kalder. Gråden følger mig, selv når dagen kommer, og jeg går længere og længere væk. Den sætter sig i mine ben og marv. Det er den, der gør mig ude af stand til at gå videre. Det er den, der får mig til at tage tilbage.

Den nat er der ingen vinduer, der er åbne i godset. Når jeg nærmer mig, kan jeg kun høre en dør klapre i vinden. Det er tjenestefolkenes køkkendør, der står åben og leder mig ind i tjenestekøkkenet. Indenfor er der intet månelys til at lede mig. I stedet tænder jeg et lys, som jeg tager med, når jeg sætter våde fodspor ind gennem det stille køkken og videre op ad de stejle trapper.

For enden af en lang gang finder jeg den store spisesal, hvor skumringen sidder i lysekronen. Den kommer fra det store vindue i enden af rummet, hvor skoven står og vipper udenfor. Jeg følger vinduerne videre i andre mørklagte rum og gange. Hver gang jeg støder på en trappe, kravler jeg forsigtigt op, så trappetrinene under mig ikke knirker, men kun giver sig svagt i mørket.

Når jeg rejser mig op på den øverste etage, kan jeg se langt ud over skoven, der strækker sig ud til horisonten. Den er helt sort nu, nærmest uadskillelig fra himlen. Jeg går ind i den østvendte gang og lægger øret ind til alle dørene, indtil jeg til sidst kan høre en svag pludren fra ét af de sidste værelser.

Jeg åbner langsomt døren ind til værelset og smyger mig forsigtigt ind i rummet uden at lukke døren efter mig. En krybbe står ved vinduets side, og en utydelig skikkelse ligger sovende under silkedyner i den store seng i enden af rummet. Barnet er varmt, når jeg tager det op i min favn, og det pludrer søvnigt i mit øre, når jeg holder det ind til mit bryst. Jeg kaster et sidste blik ud på natten i vinduet, og så forsvinder jeg med barnet, gennem dørkarmene, rummene, gangene og ned ad de smalle trapper, indtil jeg til sidst er tilbage ved den klaprende dør i tjenestekøkkenet.

Barnet sætter i gråd, så snart jeg åbner døren ud til nattens kulde. Selv om jeg holder det tæt ind til min krop, vil det ikke stoppe. Nu bliver et lys tændt i det østvendte værelse, og jeg søger igen mod skyggerne i skoven.

Jeg blotter mit bryst for at få barnet til at stoppe med at græde, men barnet vil ikke tage det, uanset hvad jeg gør. Det stikker i et hjerteskærende skrig, og alle lys i godset tændes. De spreder sig som en løbeild hen ad godsets ydre. Barneskriget lyder ud over hele skoven, når jeg løber væk med det, så fuglene og dyrene må flygte.

Snart kan jeg høre hundene. Bag dem følger lyden af hestenes hove mod skovbunden, og mændenes stemmer sender et ekko ud, der bliver kastet rundt mellem træerne. Men jeg ved, de aldrig vil kunne finde mig i skoven. Ikke så længe, jeg ikke vil have det.

Jeg vikler barnet ind i min kjole og holder det tæt indtil mig, så det ikke fryser. Det skriger ind i mit øre. Uanset hvor tæt jeg holder det, bliver det aldrig rigtig varmt, men forbliver et koldt og blåt væsen, som jeg snart ikke kan genkende.

Jeg tysser på barnet igen og igen, men det nytter ikke. Barnet skriger, til det ikke kan få vejret længere og bliver blodrødt i dets lille ansigt. Til sidst sætter jeg mig i skovbunden, og så græder vi begge, højere og højere, ud i den sorte skov.

Når daggryet kommer, finder de os endelig. Hundene gør vildt og bestialsk, men de overdøver ikke barnets skrig. Mændene kommer ridende på deres heste, og jeg holder det skrigende barn op foran mig, så de ikke vil ride mig ned.

“Tag det! Tag det væk fra mig!” råber jeg hen over barnets gråd. “Jeg vil ikke have det længere.” Ud af mængden af mænd viser kvinden med det sorte hår sig. Hun bærer stadig sin morgenkåbe under sin store frakke, og hendes hår falder forvirret ned i det skræmte ansigt.

“Min baby! Min baby!” råber hun og river barnet ud af mine hænder, så jeg ikke længere har noget at holde op foran mig. Ikke længere noget, der er mit. Barnet lægger sig ind til kvindens kraveben som en perle i sin skal.

“Hvad skal vi gøre med hende? I fangekælderen?” spørger én af de mænd, der hiver mig op fra skovbunden.

“Nej,” siger kvinden. “Lad hende gå. Jeg vil ikke have sådan en som hende i mit hus. Hun bringer kun ulykke med sig. Vær sikker på, at hun forlader vores jord, og sørg for, at hun ikke kommer tilbage. Jeg vil aldrig se hende igen.” Med dét vender den sorthårede kvinde sig, med barnet liggende henover sin skulder, så jeg kan se dets ansigt, når de forlader mig.

“Ved du, hvem jeg er?” råber jeg efter hende. “Fortæl mig, hvem jeg er!”

Den forbandede skov

Til sidst finder jeg skoven, jeg har ledt efter så længe. Længere end jeg vil indrømme. Den ligger gemt væk i det åbne landskab, mørk og stille. Det er blevet en gammel skov, siden jeg forlod den, og mørkegrønne blade hænger fra dens krumme grene, der gennem tiden har forvredet dem selv for at nå et glimt af solens lys. Morgenduggen drypper fra bladene og løber ned ad barken som medicin. Medicin eller gift. Jeg kan ikke længere kende forskel.

Skoven er omkranset af et langt stengærde, der strækker sig hele vejen rundt om det som et bælte. Gad vide, hvem der har lavet det? tænker jeg, når jeg sætter min hånd på en af stenene. Er det mig, der havde lavet det? Mosset på stengærdet er vådt og koldt mod mine knæ, når jeg kravler over. Vilde rødder fra træerne har fået gærdet til at falde sammen flere steder. Det er sådan en skam, hvad tiden har gjort, tænker jeg, når jeg trænger ind i skoven.

Der er ingen fugle i trætoppene, der advarer om min indtræden, men træerne ved, at jeg er kommet. Jeg kan mærke, de holder øje med mig, som jeg går længere ind på deres land. Som om de ikke kan huske, hvem jeg er. Som om jeg er en fremmed.

Det blæser op til storm. Stammerne knirker, og grenene holder fast i mine skuldre som for at få mig til at standse og vende om. Men jeg vender ikke om. Jeg fortsætter ad de gamle veje og stier, som er groet til i krat og buske, der river mit tøj i stykker og min hud til blods. Alting ser så anderledes ud, end det gjorde, da jeg forlod det. Skoven er langt fra varm og indbydende, som den havde været en gang. Hvad er det for ond ånd, der har overtaget den skov, der engang var min?

Når jeg kommer over den lille bro ved åen og når ind til skovens midte, snubler jeg over noget hårdt i skovbunden og falder lige ind i et stort hængebirketræ. Gyldne blade daler ned over mig, mens jeg ligger i det våde græs og kigger op mod den blege himmel. Jeg rejser mig op, mens jeg holder en hånd på mit dunkende hoved. Birketræet står alene i en lysning. Det vokser op fra et gammelt fundament af kampesten, der ligger sirligt placeret i græsset.

Omkring stenene ligger de gamle murbrokker, ødelagte og trampet ned i jorden af tiden, der er gået her. Det er først nu, jeg kommer i tanker om mit gamle hus, i midten af skoven. Hvor længe har jeg været væk? tænker jeg.

Jeg river de halve sten op fra jorden og ligger dem tilbage på kampestensfundamentet, indtil mine fingre og hænder bliver røde. Men det nytter ikke. De falder sammen for mine fødder, før de kan danne en væg til et lille hus, som de har gjort engang.

Jeg har intet sted at sove, og intet ly for efterårets kulde. Til sidst må jeg krybe mig sammen under det forbandende birketræ. Det er helt sikkert det, der har væltet mit murstenshus omkuld, da det på et tidspunkt er vokset ud ad taget. Men jeg kan ikke vide det med sikkerhed. Jeg var allerede gået fra skoven, dengang det skete.

Når jeg vågner, gør hele min krop ondt. Nattekulden har sat sig fast i mine knogler og kød. På trods af ømheden går jeg ned til den lille bro over åen. Jeg sætter mig ned og skraber den røde mudder op fra bunden. Åen har engang været rindende og klar. Her har jeg slukket min tørst mange gange, da jeg løb omkring i den store skov og fór vild og fandt vej igen. Nu kan jeg ikke engang se mit eget spejlbillede af bare mudder.

Jeg rejser mig, mens jeg tørrer tårer af mine kinder med mit ærme. Af en eller anden grund kan jeg ikke lade være med at græde. Det må være tårer af selvmedlidenhed. For tiden græder jeg aldrig for andet end den.

Jeg bærer lermudderet tilbage i min kjole og ligger det op på fundamentet. Så tager jeg én af de gamle murbrokker op, placerer den i leret og trykker den fast. Jeg bruger hele dagen på at samle ler fra åen og lægge stenene på fundamentet, én efter én, indtil der til sidst står en mur omkring birketræet, som kan give mig læ for natten.

Når natten kommer, føler jeg øjne på mig, men der er ingen sol eller måne til at afsløre, hvad der gemmer sig i mørket. De sorte skyer må have sneget sig op på mig i løbet af dagen, for snart kommer regnen sivende ned. I natten hører jeg, hvordan den skyller leret bort, og stenene glider af væggen, som jeg har sat dem, én efter én. Til sidst falder væggen ned om mig, og jeg rejser mig for den bidende kolde vind, der strømmer ind i lysningen fra skoven.

“Du skulle jo gøre mig god igen!” råber jeg ud i skoven, men min stemme forsvinder kun ud forbi træstammerne. Den kommer ikke engang tilbage til mig som et ekko. “Hvorfor vil du ikke tage mig tilbage?” spørger jeg i stedet.

“Intet kan blive, som det var,” siger træerne i vinden. Eller det tror jeg i hvert fald, de siger. Sandheden er, at jeg ikke længere kan forstå dem. Vi taler ikke længere det samme sprog.

Mellem træerne kommer nu en lysende skikkelse, som et spøgelse. En kvinde i hvidt er det, der kommer hen imod mig, netop som jeg står der, og tårerne triller ned ad mine kinder. Er det mon hende, der har forbandet min skov? tænker jeg. Hendes ansigt ser så genkendeligt ud, som var det mit eget forvrængede spejlbillede, jeg ser foran mig.

“Hvem er du?” spørger jeg skikkelsen.

“Vi er Tiden,” siger hun.

“Tiden?”

“Har du glemt det?” spørger hun.

“Det er sålænge, siden jeg har været her,” siger jeg. “Jeg har glemt, hvem jeg er. Vil du ikke godt hjælpe mig?” spørger jeg. “Jeg har sådan brug for hjælp.”

“Jeg bliver nødt til at gå,” siger hun. “Det må du også snart. Vi kan aldrig blive. Altid må vi gå.”

“Nej, denne gang vil jeg blive her, det vil jeg,” siger jeg og lyder som et lille barn igen. “Lad mig blive, og bliv her hos mig, vil du ikke nok?”

“Så kun for et øjeblik,” siger hun. “Længere kan vi ikke blive.”

Når daggryet kommer, begynder vi at opbygge huset igen. Denne gang bruger vi ikke de gamle sten fra jorden, men bygger væggene af træ fra de træstammer, der er væltet. Efterårets blade daler ned og lægger sig som et tæppe om vores fødder. Vi bruger kun de faldne træer til at bygge med. Vi kan ikke få os til at skære de andre ned, selv dem, der er forvredne og krumme.

Vi beholder også birketræet med det gyldne løv. Vi synes ikke, vi kan skille os af med det. I stedet bygger vi taget ind til dets stamme, så trækronen står ud som en skorsten. Vi bygger os gennem efterårsstormene og de klare, kolde nætter, hvor stjernerne lyser op på himlen.

Når vi er færdige, har vi igen et lille hus midt i skoven.

“Vores tid er kommet,” siger kvinden, når vi står ude foran huset en grå morgendag.

“Bliv lidt, vil du ikke godt. Jeg vil ikke være alene,” siger jeg.

“Hvis vi bliver, så dør vi.” Hun kigger på mig med vise øjne.

Hendes øjne fikserer sig på noget foran os. Jeg følger hendes blik, men ser intet andet end skovens buldrende mørke. Når jeg kigger tilbage på hende, er hun allerede gået forbi mig og på vej ned af skovens gamle sti. Med ét blæser det op, og de brune blade på træerne daler rytmisk ned i vinden. Under hendes hvide fødder glimter rimfrosten. Vinteren spreder sig gennem skoven, som Tiden går gennem den. Jeg kan høre, hvordan døde træer falder omkuld. Bragende sender ekkoer rundt i lysningen. Nu er hun borte, og jeg står tilbage i mørket, forandret.

Sneen daler ned udenfor huset, mens jeg varmer mine frosne fingre foran ilden i mit hus. Dagene går forbi udenfor, og sneen smelter og falder, igen og igen. Der er ikke længere mere, jeg kan bygge på mit hus, og intet sted i skoven, jeg kan fare vild. Timerne strækker sig afsted, langsommere og langsommere. Nu ved jeg, det aldrig vil blive forår igen, uanset hvor længe jeg venter, men jeg kan alligevel ikke få mig til at gå. Jeg vil så gerne blive.

Skoven dør langsomt hen. Jeg kan hverken mærke dets blik på mig eller høre den. Jeg græder og græder over det, skoven engang har været, men det er til ingen verdens nytte. Vinteren slipper ikke sit tag i den, sålænge jeg bliver. Den er døende. Den værste forbandelse af dem alle. Jeg bliver nødt til at gå, tænker jeg.

Det er én af disse snevejrsdage, hvor jeg vågner sent om formiddagen, at jeg tager min afsked, først med huset, det varme ildsted, birketræet og lysningen og til sidst med skoven. Jeg sørger for at røre hver træstamme, jeg går forbi, bare for at have noget af den med mig. Denne gang kan jeg ikke lade være med at se mig tilbage. Jeg må se for mig mit lille hus, som det står der i lysningen, bare en sidste gang.

Frostens lys spiller mig et puds, og jeg blinker. Men det er rigtignok. På birketræet sidder nu grønne knopper, der vokser og vokser, indtil de til sidst springer ud for mit øje. Og rundt om huset smelter sneen nu, og farverige blomster skyder op og spreder sig gennem lysningen og ud til skovbrynet, hvor jeg står. Jeg løfter min ene fod, da en vintergæk skyder op mellem mine tæer.

Jeg vender mig igen mod udgangen, der er gold og mørk, og jeg fortsætter. Hvert træ, jeg rører, springer nu ud med lysegrønne blade, der aer mig i nakken, og snart kan jeg høre fuglenes forårssange og dyrenes opvågning i skovbunden. Når jeg træder over stengærdet og lander på jorden uden for skoven, vokser rødderne i gærdet sig større og stærkere, og endnu flere sten falder.

Fra himlen lægger der sig nu et gyldent lys over skoven, og den ser igen varm og levende ud. Den dufter frisk af forårsdufte, og i dét ene øjeblik, mens jeg står udenfor og betragter skoven, overvejer jeg at blive. Skoven ville byde mig hjerteligt velkommen. Men nu ved jeg, hvad der vil ske, hvis jeg bliver. Tiden ville stå stille, og skoven ville aldrig igen se sommerens lys. Så jeg må forlade den igen.